27. januar 2021
Morten Ulrik Kristensen og Susanne Philipson glæder sig til at få Syvstjerne Vænge i brug. Foto: Louise Mørch Vilster
gallery icon

Se billedserie

Morten Ulrik Kristensen og Susanne Philipson glæder sig til at få Syvstjerne Vænge i brug. Foto: Louise Mørch Vilster
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyt botilbud slår dørene op: Vi kan lære borgerne at klare sig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyt botilbud slår dørene op: Vi kan lære borgerne at klare sig selv

Botilbuddet Syvstjerne Vænge står nu klar til at tage imod borgere med psykiske eller sociale problemer. Det er dyrt at købe pladser udenbys, så derfor skal flere borgere blive i kommunen

Furesø - 05. december 2020 kl. 07:16
Af Louise Mørch Vilster

Det har været næsten tre år undervejs, men nu står det endelig klar. Botilbuddet Syvstjerne Vænge kunne i sidste uge åbne op for offentligheden, hvor blandt andre naboer var forbi.

Botilbuddet består af otte nye boliger, der er målrettet voksne med psykiske eller sociale problemer, og det ligger på en grund, der tidligere har huset en børnehave. Det nye botilbud er en del af en større strategi om, at flere borgere skal blive i Furesø i stedet for at flytte ud på tilbud i andre kommuner.

arrow Læs også: To nye botilbud på vej: Mange unge autisterhar brug for hjælp

"At bygge det her botilbud er et led i en meget større strategi som kommunen har, som dels handler om at bygge flere billige boliger, og som også handler om at have flere botilbud til vores egne borgere," siger områdeleder for specialiserede indsatser, Susanne Philipson.

Moderne boliger

Hun viser sammen med den nye daglige leder Morten Ulrik Kristensen rundt i Syvstjerne Vænge, hvor kun det nye personale indtil videre er rykket ind. Der er fundet de to første beboere, der flytter ind i starten af december, og i løbet af 2021 regner Morten Ulrik Kristensen med, at der er fyldt helt op. Han har tidligere været med til at starte to andre botilbud op i Furesø.

"Det er super spændende at være med til at starte op. Jeg glæder mig over, at kommunen kan levere nogle flotte og moderne boliger, hvor tingene fungerer og et fællesrum, hvor de kan vælge fællesskabet til og fra. Vi har lange ventelister på de to andre botilbud i kommunen så inden for et år, tror jeg, at vi er helt dækket op," siger han.

De otte boliger er målrettet voksne fra 35 år og opefter, og de er etværelses boliger med eget bad og køkken. Derudover er der et fællesrum med køkken og et stort TV, hvor beboerne kan mødes, når de har lyst.

Hjælp til dagligdagen

I Furesø Kommune oplever de især en stigende efterspørgsmål på botilbud til borgere med diagnoser inden for autisme, angst og depression. Hvis de skal flytte ind på Syvstjerne Vænge, skal de visiteres af deres sagsbehandler, og personalet på stedet kommer til at spille en stor rolle i beboernes udvikling.

Der er derfor ansat forskellige faggrupper som tæller pædagoger, psykologer og social-og sundhedsassistenter, der sammen kan arbejde tværfagligt.

"Der er rigtig mange mennesker i vores samfund, der lider af angst, depression, eller som er inden for autisme-spektret. Det kan for dem være en stor udfordring at komme op om morgenen og komme i bad, eller at se meningen i at have et job eller være under uddannelse. Nogle af de ting, som vi andre bare gør, har de brug for støtte til," forklarer Morten Ulrik Kristensen.

Større netværk

Der skal derfor sættes individuelle mål for hver enkelt beboer, og det kan for eksempel være noget så almindelig som at kunne vaske sit eget tøj eller at hjælpe dem med at tage bussen, hvis de har angst for andre mennesker. Det kan også være, at de skal have hjælp til deres økonomi eller til at tage deres medicin. Personalet kommer også til at hjælpe beboerne med at få et stærkere netværk.

"Mange af den type borgere har et meget lille netværk. Men det er vigtigt med et netværk, for at de får et godt liv. Så personalet vil enten hjælpe med at skabe et netværk eller med at reetablere deres netværk," siger Susanne Philipson.

Besparelse

Der er i øjeblikket 192 borgere fra Furesø Kommune, som er på længere eller midlertidige ophold i andre kommuner. Og køb af de eksterne tilbud er budgetteret til at koste kommunen 134,5 millioner kroner i 2020. Det er en gennemsnitlig udgift på 700.000 kroner per borger.

Der er derfor også en økonomisk gevinst ved at skabe egne pladser i kommunen, og med Syvstjerne Vænge regner Furesø Kommune med at spare 1,5 millioner kroner årligt. Det er dog ikke alle slags borgere, som kommunen kan skabe tilbud til.

"Vi er ikke en stor nok kommune til at have en masse specialiserede tilbud, det bliver vi stadig nødt til at købe ude i byen. Det gælder for eksempel svært handicappede, der har brug for pleje døgnet rundt, eller meget udadreagerende borgere. De er meget dyre at drive med få pladser, så derfor er der brug for en vis volumen, og den volumen har vi ikke selv," siger Susanne Philipson.

Klare sig selv

Ud over økonomien er der også et stort ønske fra mange af borgerne om at vende tilbage til deres egen kommune.

"Fra sagsbehandlerne ved vi, at der er mange, der gerne vil tilbage til deres nærområde. Det er derfor også i borgernes interesse, for det er der, de har deres netværk," siger Morten Ulrik Kristensen.

Susanne Philipson fortæller, at målet med Syvstjerne Vænge er, at beboerne enten kommer sig helt eller lærer at leve med deres sygdom, så de kan bo for sig selv. Hvor længe de skal bo på Syvstjerne Vænge kommer an på den enkelte, og det kan godt blive op til flere år.

"Måske skal de stadig have en pædagogisk indsats i deres hjem, efter de har boet her. Men de kan komme her og blive stabiliseret, så de kan komme ind i en hverdag, hvor de kan klare sig selv. Alt det, der er naturligt for dig og mig, er det, som vi skal hjælpe dem med at få skabt en struktur i," siger hun.

Aftalepartier holder fast i, at biler skal kunne konfiskeres ved farlig kørsel - uanset om føreren ejer bilen. Er det en god idé?