15. april 2021
Den store dag. Værløse Bio fejrer udnævnelsen til Årets Biograf. Kulturudvalgsformand Hans Sterler holder talen. Borgmester Ernst Ellgaard ses til venstre. Bio-Keld står til højre for Hans Sterler. Privatfoto.
gallery icon

Se billedserie

Den store dag. Værløse Bio fejrer udnævnelsen til Årets Biograf. Kulturudvalgsformand Hans Sterler holder talen. Borgmester Ernst Ellgaard ses til venstre. Bio-Keld står til højre for Hans Sterler. Privatfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Da Bio-Keld pustede nyt liv i Fru Jensens biograf

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Bio-Keld pustede nyt liv i Fru Jensens biograf
Opdateret 07. april 2021 kl. 09:48
Furesø - 03. april 2021 kl. 06:40

AF Mikkel Kjølby
VÆRLØSE: »Det var Dorthe, Tine og mig. Det var et familieforetagende. Det kunne noget helt særligt. Alle i Værløse kendte os, Jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre liv.

Keld Petersen er blevet 77 år og nyder sit otium i boligen med udsigt over Hundested Havn. I Værløse kender de færreste Kelds efternavn. Han er blot kendt som Bio-Keld.

- Bio-Keld. Det er et flot navn. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre, siger Keld Petersen med sit legendariske smil.

Han har så sandelig gjort sig fortjent til det flotte kælenavn.

I 1988 overtog han forpagtningen af den faldefærdige Værløse Bio. Tre år senere blev den kåret til Årets danske biograf. Det blev fejret med maner på Biograftorvet, hvor man stadig kan finde flisen, som til tid og evighed fortæller om bedriften.

Det startede med en vej
Keld Petersen voksede op på Vesterbro og brugte hver en ledig stund i de lokale biografsale.

- Andre er vaccineret med en grammofon. Jeg er vaccineret med en filmstrimmel, griner Keld Petersen.

Sammen med Dorthe etablerede han sig i Hundested, hvor børnene Morten og Tine kom til. Keld fik arbejde som leder af Ungdomsskolen. Og så en dag blev den lokale biograf nedlagt, fordi den bogstavelig talt stod i vejen for en vej til Grenå-færgen. Syv familier gik sammen om at lave en ny biograf i slagterens lade for enden af Hovedgaden. Det tog to og et halvt år og en hulens bunke lokal velvilje at skabe Hundested Kino, som åbnede i 1975. Den findes skam endnu. Keld Petersen blev daglig leder af den lille biograf.

I mellemtiden var det gået nedadbakke for Værløse Bio. Den åbnede i 1954 og blev drevet med bravur af Gunnild Jensen frem til 1982, hvor Værløse Kommune købte den og bortforpagtede den til en travl biografdirektør. Seks år senere skulle der findes en ny forpagter. Mange lokale søgte.

- Jeg så annoncen og skyndte mig at spørge Dorthe om lov. Vi tog ned for at kigge på den. Det var et sørgeligt syn. Det så forfærdeligt ud. Der var fire ludere og en lommetyv i salen. Halvdelen af pærerne virkede ikke. Toiletterne sejlede. Jeg kunne godt se potentialet og nåede frem til den konklusion, at det nok ikke kunne gå dårligere. Så jeg søgte forpagtningen. Kulturudvalget skulle vælge mellem de mange ansøgninger, Med en stemmes flertal valgte de ham Petersen fra Hundested, fortæller Keld Petersen, som i første omgang fik en et-årig forpagtning.

- Jeg vidste, at der skulle personlighed til. Den, der drev værket, skulle også være der. Når jeg ikke var på ungdomsskolen, var jeg altid i Værløse Bio. Vi overnattede altid i den lille lejlighed fredag og lørdag, selvom vi ikke måtte, fortæller Keld.

De slidte stole blev skiftet ud med stole fra en nedlagt biograf i Skanderborg, og i samme omgang blev antallet af stole i den gamle sal reduceret fra 246 til 214. Og så satte Bio-Keld gang i arrangementer med film og spisning. Det ramte lige ned i et ømt punkt i forstadskommunen, hvor der i den grad manglede kulturelle oplevelser.

- Vi lavede Coq au Vin til Manon og Kilden. Billetterne gik som varmt smør, selvom der ingen plads var til at spise. Vi kom på det rigtige tidspunkt. Folk havde råbt på kulturoplevelser i Værløse. Og jeg fik hurtigt et fantastisk samarbejde med Finn Andersen i Værløse Kommune. Jeg kunne komme til Finn med alting. Det betød, at aftalerne med myndighederne gik smertefrit. Finn og hans kone har et årskort til Værløse Bio resten af deres levetid, fortæller Keld Petersen.

Borgmester Ernst Ellgaard og hustruen Gudrun var også flittige gæster til arrangementer. Bio-Keld gik lige til borgmesteren, mens byens førstemand sad og balancerede med paptallerken og plastikkop i et biografsæde.

- Jeg spurgte Ellgaard om, det var muligt med udbygning i træ. Borgmesteren svarede, at det skal være en glasbygning. Og sådan blev det, siger Bio-Keld.

Den 1. august 1991 stod den flotte glasbygning klar. Det ændrede fuldstændigt spillepladen for den lille biograf.

- Vi var den første biograf, der fik bygget om. Det gav opmærksomhed hos filmdistributørerne. Vi fik premierefilmene hurtigere og var ofte med på danmarkspremiererne, forklarer Bio-Keld.

En lun sommerdag fejrede Værløse Bio og hele kommunen succesen med borgmestertale, musik ved Værløse Garden og hele molevitten. Stoltheden var til at tage og føle på.

Endnu mere Værløse Bio
Udvidelsen betød, at Værløse Bio blev til Værløse Bio og Café. Et mødested for de lokale borgere. Bio-Keld kræsede om sit publikum med biogryder, hvidvin og charme. Han kendte sit publikum. Det væltede ind med kunder.

- Jeg valgte de film, som jeg kan lide, og som passede ind til aldersgrupperne. Det var polske, russiske og franske mesterværker, men også de store blockbusters fra Hollywood,

Værløse Bio og Café nåede op på 50.000 biografgæster. Succesen voksede og voksede. Omkring årtusindskiftet blev der råd til at fastansætte en dame i køkkenet, og åbningstiderne blev udvidet, så man kunne spise sin frokost i caféen, men dertil var der et hav af unge mennesker ansat.

- Vi har haft mange unge ansat, som lige skulle tjene lidt lommepenge. Der har været mange igennem systemet. Ofte var det nogle lidt skæve eksistenser. Det har jeg aldrig haft noget imod. For det var nogle fine unge mennesker, siger Keld Petersen.

Men branchen står aldrig stille. I 1998 åbnede Lyngby Storcenter fem biografsale. Bio-Keld svarede igen ved at foreslå en Sal 2.

- Lokalpolitikerne Jan Pehrson henvendte sig til mig. Han kendte en arkitekt, der tegnede biografer. Vi fik lavet en skitse. Det viste sig, at prisen var 1 million kroner. Værløse Kommune betalte bygningen, mens jeg stod for inventaret, og de 82 pladser. Vi fandt stolene og forhænget til lærredet i en nedlagt biograf i Hamburg. Sammen med min søn Morten og flere venner tog vi til Hamburg og afmonterede det, erindrer Keld Petersen.

Udvidelsen havde den ønskede effekt. Antallet af biografgæster steg til 80.000.

Kelds datter Tine var med fra starten og fik hurtigt ansvaret for personalet. Hun flyttede til Værløse i 1991 og har boet i byen lige siden. I 2004 overtog hun sin mors del af forpagtningen. Ti år senere gik Keld på pension, og Tine overtog rollen som forpagter på en tiårig aftale med Furesø Kommune.

- Fremtiden ser ikke helt så spændende ud, som dengang Keld overtog Værløse Bio. Konkurrencen er blevet meget større. Der er kommet flere biografer i området. Vores modne kunder er meget loyale, men vores aktionpublikum tager til Big Bio. Der er også kommet hårdere konkurrence ved de forskellige streaming-tjenester, og så er vi ramt af corona-nedlukningen. Det vurderes, at der vil gå op til fem år, før vi er tilbage på niveau, siger Tine Kirkeballe.

Hvis man tror, at vanskelighederne har slået hende ud af kurs, kan man godt tro om igen. For to år siden fik hun tilladelse til at udvide med et glasudhæng, hvilket har givet mere serveringsplads. Under den første nedlukningen fik Tine moderniseret Sal 1. I anden omgang har Sal 2 fået sig en tur. Også de moderne reclinerstole kan fremover findes i begge sale.

- Konceptet med biograf og café er meget stærkt. At man lige kan få sig en kop kaffe eller et måltid mad inden filmen, er årsagen til, at mange vælger at gå i Værløse Bio, fastslår Tine Kirkeballe, som også har ønsker for fremtiden.

- Jeg har bestemt mod på at forlænge forpagtningsaftalen. I den forbindelse kunne det være en fordel med endnu en biografsal med cirka 40 pladser. Det vil give os mulighed for at blive ved med at spille de smalle film, forklarer Tine Kirkeballe.

Bio-Keld har naturligvis gjort sig de samme tanker.

- Sal 3 kunne ligge ind mod Imerco. Faktisk har jeg tegnet den mange gange, siger han med det lune smil, som alle Værløse-borgere holder sådan af.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?