16. juni 2021
Forpagter Tine Kirkeballe på åbningsdagen torsdag, hvor mange gæster havde lagt vejen forbi. Foto: Jan F. Stephan
gallery icon

Se billedserie

Forpagter Tine Kirkeballe på åbningsdagen torsdag, hvor mange gæster havde lagt vejen forbi. Foto: Jan F. Stephan
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Biograf genåbnede med musik: Det er dejligt at være i gang igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Biograf genåbnede med musik: Det er dejligt at være i gang igen

Som nogle af de sidste kunne biograferne torsdag genåbne. Hos Værløse Bio & Café skete det med fuld musik

Furesø - 12. maj 2021 kl. 14:55
Af Louise Mørch Vilster

Det skulle fejres, da Værløse Bio & Café igen kunne invitere indenfor i biografen. Derfor havde forpagter Tine Kirkeballe fået Furesø Garden forbi til at spille foran de mange gæster udenfor ved cafébordene.

"Det er så dejligt at være i gang igen. Jeg har nogle tidligere ansatte, der er gardere, så det var hyggeligt at få dem forbi, og det er altid godt med lidt musik ude foran," siger hun til Furesø Avis.

Børnene streamer

Biografen har om nogen været ramt af det seneste corona-år, men allerede på åbningsdagen om torsdagen var der 128 personer inde for at se film. Det er især de to danske film 'Druk' og 'Retfærdighedens Ryttere', som Tine Kirkeballe sætter sin lid til, og til efteråret er der endelig premiere på den udskudte James Bond-film.

"Druk kørte også i efteråret, men dem der måske gerne ville se den dengang, de skal i hvert fald se den nu," siger hun med hentydning til Oscar'en for 'Bedste udenlandske film'.

Der er også flere børnefilm der snart har premiere, men Tine Kirkeballes frygt er, at børnene er blevet lidt for vant til at streame film derhjemme under nedlukningen.

"Vores største udfordring er, at børnene har fået alle deres streamningtjenester, så vi skal lære dem, at det er en anden oplevelse at gå i biografen. Det er ikke en fælles familieoplevelse at se en film derhjemme, som det er i biografen," siger hun.

Strikkebio

Tine Kirkeballe fortæller, at det fungerer fint med at vise coronapas, og at folk tager det pænt. I forhold til caféen er hun især lettet over, at det ikke længere er nødvendigt at bestille bord 30 minutter i forvejen.

"Der er mange, som spiste frokost i går, som gav udtryk for, at den halve times booking havde begrænset dem," siger hun.

Nu glæder hun sig til at få gang i alt fra babybio til seniorbio og endda strikkebio.

"Jeg kender en dame, der holder meget af at strikke, og hun spurgte, om vi kunne lave strikkebio. Under filmen er lyset en smule tændt, hvis der nu bliver tabt en maske. Sidste gang vi havde det, kom der næsten 40 mennesker," fortæller hun.

Tine Kirkeballe lægger ikke skjul på, at det har været hårdt økonomisk at holde lukket i så lang tid, men biografen skal nok klare sig igennem, forsikrer hun.

"Vi klarer den økonomisk, nu skal vi bare have nogle søde mennesker i biografen," slutter hun.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?