
Man kommer ud for lidt af hvert som kunstner. I sommers doodlede BAKAOS løs på en 1,8 tons tung granitsten ved Furesøbad, mens gæsterne interesseret spurgt ind til tilblivelsen af Furesøens Hjerte.
På lørdag skal Barbara Kaad Ostenfeld atter kreere foran et interesseret publikum, men granitstenen er skiftet ud med en nøgen mandekrop. Ved Skandinaviens største kunstmesse Art Nordic har BAKAOS fået den delikate opgave at udsmykke den svenske kunstmodel Lars Holmgreens krop, mens tusindvis af kunstinteresserede går forbi hendes stand.
Det, der gør situationen ekstra nervepirrede for Barbara, er ikke kun, at manden er så godt som afklædt. Nææh, sagen er den, at hun har fået et varsel om, at der kan komme .....ehmmm.... naturlige mandlige reaktioner.
- Jeg har ikke tænkt mig at planlægge på forhånd, hvordan Lars skal males. Jeg vil presse mig selv til det yderste ved, at der er publikum, og at alt det jeg står med er nyt og uvant for mig - mens jeg skal forsøge at kravle ind i min skabende bobbel og være kreativ. Det bliver ikke lige så detaljeret som det jeg normalt er kendt for, det er der simpelthen ikke tid nok til, siger Barbara Kaad Ostenfeld som normalt tegner og doodler og denne gang skal male med pensel.
Barbara har kun 6,5 time til at skabe sit kunstværk.
- Det bliver mega spændende - og vildt sjovt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har rodet min ind i. Det er enten knald eller fald, griner Barbara.
Barbara Kaad Ostenfeld er født i Farum, men slider i dag sine tegneredskaber i Værløse, hvor hun har sit atelier/mini-galleri, der kan besøges efter aftale. Netop nu er Barbara også med på sin fjerde museumsudstilling, med værker inspirereret af H.C. Andersen. Udstillingen, der åbnede sidste søndag i Nuuk, er en fællesudstilling med fire andre dygtige danske kunstnere, der arbejder med inspiration hentet hos den folkekære forfatter..
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her