10. august 2020
Den store dagligstue bliver brugt til de månedlige møder og til at hænge ud i sammen med vennerne. Fra venstre er det Paula Lundtoft, Johannes Thonesen, Silja Østerbye og Mads Poulsen.
gallery icon

Se billedserie

Den store dagligstue bliver brugt til de månedlige møder og til at hænge ud i sammen med vennerne. Fra venstre er det Paula Lundtoft, Johannes Thonesen, Silja Østerbye og Mads Poulsen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bruger sommerferie på at renovere: Det er fedt at skabe et godt miljø for andre unge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bruger sommerferie på at renovere: Det er fedt at skabe et godt miljø for andre unge

På Ballerupvej i Værløse ligger Ungekulturhuset, som en gruppe unge har brugt flere uger på at renovere. "Det skal være et sted, hvor man rigtig gerne vil hænge ud med sine venner," siger 16-årige Silja Østerbye

Furesø Avis - 01. august 2020 kl. 10:03
Af Tekst og foto af Louise Mørch Vilster
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

ungekulturhus Der er blevet malet, hamret og boret i Ungekulturhuset i Værløse, som nu kun mangler den sidste finpudsning. Det er de unge selv, som har valgt at bruge flere uger af deres sommerferie på at gøre huset mere indbydende, og der er blandt andet blevet indrettet et hyggeligt krea-rum i kælderen, mens der nu kan spilles playstation og ses film på et af værelserne på førstesalen.

I den ene side af rummet, er der også et langt skrivebord bygget ind i væggen, hvor de unge kan sidde og lave lektier. Men det bliver vist ikke brugt så meget, lyder det fra de fire unge, der har taget sig tid til at vise rundt.

"Vi mangler lige baren, som bliver en sodavandsbar, da der ikke må drikkes alkohol hernede," siger 16-årige Johannes Thonesen og peger over mod hjørnet i den store stue. Han viser sammen med Mads Poulsen, Silja Østerbye og Paula Lundtoft rundt i villaen, som tilhører Furesøs ungdom. De skal alle starte i 2. g på Gladsaxe Gymnasium efter sommerferien og bor i Værløse. Som frivillige i Furesø Ungepanel har de selv stået for renoveringen af rummene på nær entréen, som de har fået en graffitikunstner til at male.

Talerør for unge

Furesø Ungepanel er et relativt nyt initiativ, der blev startet sidste år, og det er et talerør for de unge i Furesø Kommune. Derudover står panelet for driften af Ungekulturhuset. Panelets medlemmer er mellem 14-25 år.

Furesø Kommune har tidligere haft et ungeråd, der nu er afløst af ungepanelet, som er bygget anderledes op, da der er hverken formandskab, vedtægter eller hierarki. Panelets kontakt i kommunen er en ungekoordinator, som de mødes med en gang om måneden i Ungekulturhuset.

"I det gamle ungeråd havde de en bestyrelse og rigtig mange regler for, hvordan ting blev stemt ind, så der blev aldrig rigtig gjort noget, fordi processerne tog så lang tid. Et af målene da vi startede panelet var netop, at det skulle være åbent, så alle og enhver kunne komme ind fra gaden. Det betyder også, at alle vores møder er åbne, og de bliver lagt op på Facebook. Der er tit, der kommer to tre nye, der lige vil høre med," siger Mads Poulsen.

Savnet et sted

De har overtaget huset fra det tidligere ungeråd, og Ungekulturhuset bliver især brugt som et sted, hvor de kan mødes med vennerne efter skole eller i weekenden.

"Det skal være et sted, hvor man bare rigtig gerne vil være, og hvor man kommer ned og hænger ud efter skole med sine venner. Paula og jeg gik i folkeskole sammen, og hver dag efter skole ville vi gerne være sammen, men det var ikke altid, at man lige kunne være et sted. Så endte man måske med at sidde på bymidten og drikke en sodavand, hvor man hernede kan lave alt muligt forskelligt," forklarer Silja Østerbye, mens Johannes Thonesen tilføjer:

"Det er et sted hvor der er mange mennesker, som man kan snakke med, og hvor man kan møde nye mennesker."

Han står især for husets øvelokale og det tilknyttede studie. Noget som ellers kan være svært og dyrt at finde.

"Jeg er med, fordi jeg synes, det er fedt at skabe et godt miljø for andre unge, og jeg synes selv, at det er megafedt at komme ned i studiet, og at man frit kan bruge det," siger han.

Under renoveringen har de ikke fået hjælp af voksne, og det er et stort plus, at de selv skal finde ud af tingene, mener Paula Lundtoft.

"Det er ikke fordi, at der ikke er regler, men i modsætning til en klub, hvor der er voksne hele tiden, kan man for eksempel selv gå ud at lave mad, hvis man har lyst til det. I går var vi nogle, der grillede sammen hernede," siger hun.

Huset skulle sælges

Der har tidligere været tale om, at villaen på Ballerupvej skulle sælges, og at de unge i stedet skulle have til huse i Satelitten ved siden af kulturhuset Galaksen i Værløse. Men de planer er indtil videre sat på pause, og for de fire unge passer det dem godt, hvis de kan blive på Ballerupvej.

"Det er federe, at det er lidt vores eget i stedet for at komme ned til en masse andre ting, og blive rodet lidt sammen med det," mener Johannes Thonesen, mens Paula Lundtoft supplerer:

"Jeg vil nok helst blive hernede, nu hvor vi har renoveret så meget. Men det ville ikke være verdens undergang, hvis vi skulle flytte."

Der er ingen af dem, der har fortrudt, at de har brugt en del af sommerferien på at renovere huset.

"Overhovedet ikke, vi har haft en fest," siger Silja Østerbye.

"Det er også en af grundene til, at jeg er her. Fordi jeg kan gå i gang med nogle projekter, som bliver til noget, og som gavner de unge. Hvis der var en uge mere i sommerferien, så er det lige før, jeg gerne ville lave en renoveringsuge mere," siger Paula Lundtoft, mens de andre griner og giver hende ret.

Give det videre

Ungepanelet er dog langt mere end blot Ungekulturhuset, og i sommerferien har de inviteret børn fra 8-12 år indenfor til mini olympiske lege som en del af kommunens sommerferieaktiviteter. Ungepanelet har også stået for et arrangement til litteraturfestivalen 'Lun på ord' i Galaksen. Det var med de tre komikere fra 'Specialklassen'.

"Vi får nogle tilbud fra kommunen om ting, vi kan deltage i. Så kan vi sige ja eller nej alt efter, om vi har tid til det," siger Mads Poulsen.

For alle fire er det en motivation at være med til at give huset og panelet videre til yngre unge i kommunen og at skabe et sted, som de selv tidligere har savnet. I Ungekulturhuset har de også holdt koncerter og torsdagsbarer med stand up.

"Vi synes, at det er fedt at kunne give det videre til andre. Vi er megaglade for huset, og for det fællesskab vi har, og som vi bygger videre på," siger Silja Østerbye.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?