- Vi har skudt os selv i foden, og det erkender vi og tager konsekvensen af.
Sådan lyder det fra projektchef i Vejdirektoratet, Henrik Vincentsen, efter styregruppen bag »Broafgift? Nej tak«, en gruppe borgere der kæmper for at få fjernet broafgiften på Kronprinsesse Marys Bro, har politianmeldt Vejdirektoratet for at have brudt naturbeskyttelseslovens paragraf 21 om forbud mod reklame og skiltning i det åbne land ved at sætte to skilte op på Skovnæsvej ved Færgelunden på Hornsherred-siden af Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund Kommune.
Skiltene med påskrifterne »klar til den nye bro?« og »registrer dig på fjordpay.dk«, var, i følge Henrik Vincentsen, ment som information om Kronprinsesse Marys Bro til trafikanter, men han erkender, at kampagneskiltene kan være i strid med loven.
- Hele intentionen var at sprede viden om den kommende bro, men vi har lyttet og taget kritikken til os, og efter at have undersøgt det internt, har vi besluttet at pille skiltene ned, siger projektchefen og fortsætter:
- Uanset bevæggrunden så gælder der de samme regler for os som alle andre, og derfor får vi nu vores skilteteknikker til at pille skiltene ned igen.
- Det er fint, de har fået læst op på reglerne, og vi ser frem til, de får fjernet skiltene, lyder det fra Kenneth Jensen fra styregruppen for »Broafgift? Nej tak«.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag den 20. august.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her