
De pårørende til det formodede drabsoffer Maria From Jakobsen udlover nu en dusør for oplysninger, der kan føre til fundet af hende.
Samtidig samler de pårørende ind til hendes to børn.
Det oplyser de på en nyoprettet hjemmeside http://mariafromjakobsen.dk/
Ifølge hjemmesiden er indsamlingens primære formål at dække omkostninger, som følger af Marias forsvinden, og som afholdes af Marias familie, herunder udgifter til advokater og psykologer, samt mere almindelige udgifter til børnenes hverdag, fx tøj og sko.
Indsamlingens sekundære formål at få mulighed for at betale dusør til den person, som kommer med en henvendelse til politiet, der leder til fundet af Maria.
Eventuelt overskud går til en opsparing, som de to børn får udbetalt, når de fylder 18 år.
Maria From Jakobsen forsvandt fra sit hjem mandag den 26. oktober 2020. 3 uger senere blev Marias mand, sognepræst Thomas Gotthard, anholdt, varetægtsfængslet og sigtet for at have planlagt og udført drab på Maria og efterfølgende skaffet sig af med hende.
Politiet leder stadig efter Maria.
Maria efterlader sig to børn på hhv. 8 og 10 år. Børnene har boet hos Marias forældre, siden børnenes far blev anholdt, fremgår det af hjemmesiden.
På grund af politiets efterforskning er huset afspærret. De to børn fik kun lidt tøj med fra huset, da resten af deres ejendele indgår i efterforskningen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her