

Se billedserie
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil ikke gribe ind i sagen om opkrævning af brugerbetaling på den kommende Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det har en gruppe borgere, der fredag mødtes med ministeren, fået en klar opfattelse af.
- Det gik fint, for vi fik stillet alle vores spørgsmål. Men fra ministeriets side er sagen lukket. Ministeren sagde, at der var en mulighed for at slippe for betaling, hvis kommunen betaler for, at kommunens borgere kører over broen. Men han har ikke tænkt sig at gå videre med det. Så det er op til kommunalbestyrelsen at ændre på det, siger Susanne Bartholin fra borger- og Facebookgruppen »Nej tak til brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro«.
I følge Susanne Bartholin konstaterede Ole Birk Olesen ved mødet, at der har været to valgperioder, siden det daværende byråd sagde ja til betalingsbroen, og at det kan have været en gang »valgflæsk«.
Sammen med Lars Brinch og Niels Jensen afleverede Susanne Bartholin 13.750 underskrifter imod brobetalingen til ministeren. Men selv om han ikke vil gå ind i sagen, har hun og de andre ikke tabt modet.
- Vi havde selvfølgelig håbet på mere, så der er stadig meget arbejde at gøre. Kampen er bestemt ikke tabt endnu, fastslår hun, som nu vil gå til byrådet i sagen.
I et skriftligt svar til Frederiksborg Amts Avis siger transportministeren følgende om fredagens møde:
- Vi har i dag haft et godt møde, hvor jeg blandt andet fik overrakt underskrifterne mod brugerbetaling på den nye bro på Roskilde Fjord. Det vil jeg gerne kvittere for. Samtidig er det vigtigt at huske på, at statskassen bidrager med ca. 1/3 af finansieringen, og at brugerbetalingen på broforbindelsen baserer sig på en aftale med Frederikssund Kommune og er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget med anlægsloven i 2014, siger Ole Birk Olesen.
Han skriver desuden, at han mener, at den kommende bro vil blive en stor fordel for borgerne.
- Statskassen har ikke penge til alle de gode og samfundsøkonomisk fornuftige vejprojekter, der er undersøgt rundt omkring i landet. Derfor er brugerfinansiering en mulighed på nye projekter som Kronprinsesse Marys Bro, når de bilister, der vælger at køre den vej, samlet set får en gevinst, fordi de sparer tid frem for at holde i lange køer på den eksisterende bro. Det vil blive en gevinst for de mange pendlere og for erhvervslivet.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 24. februar.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her