
Selv om man har levet 17 år i voldelige parforhold, er der altid håb og lys forude. Det fortæller Charlotte Drue Aagaard fra Lyngerup, når gruppen Feminine Fodaftryk holder virtuel temaaften over Zoom i anledning af Kvindernes Kampdag den 8. marts klokken 19, fremgår det i en pressemeddelelse.
Der vil være to foredrag i løbet af aftenen. Foreningen Medusas daglige leder Mette Meldgaard vil fortælle om foreningens historie og arbejde. Foreningen Medusa tilbyder både indledende rådgivning for kvinder og pårørende samt gruppeforløb for kvinder udsat for vold i de nære relationer. De rådgiver både fysisk - kører gerne til aftalt lokalt sted - og har telefoniske rådgivninger. Der er ingen ventetid - og alle samtaler tilpasses kvindens eller de pårørendes behov.
I 2020 har 86 nye kvinder kontaktet Medusa for at få hjælp. 71 kvinder er startet på et rådgivningforløb. I årene 2010-2019 har Medusa haft knap 700 rådgivninger. 38.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk vold i Danmark, fremgår det i pressemeddelelsen.
Medusa har samarbejdsaftaler med både Holbæk og Odsherred kommuner og forsøger også at etablere et samarbejde med Frederikssund Kommune.
Charlotte Drue Aagaard, der også er byrådsmedlem, har levet i voldelige forhold i 17 år. Hun fortæller, hvordan både fysisk og psykisk vold har spillet en rolle tidligere i hendes liv.
- Alle jeg kender tror, at fysisk vold er det hårdeste - men nej. Det er trods alt »kun« blå mærker og blod. Psykisk vold er så meget sværere at være en del af. For man bliver nedbrudt stille og roligt og bid for bid. Indtil man er værdiløs og usynlig, fortæller Charlotte Drue Aaagaard i pressemeddelelsen, hvor det fremgår, at hun i dag har lagt voldelige forhold bag sig og er gift med sin store kærlighed.
Feminine Fodaftryk opfordrer til, at man samles et par stykker foran Zoom - måske voksne døtre, svigermor, veninden eller andre skønne kvinder til aftenen.
Lone Terp, der er medarrangør, har selv inviteret sine tre døtre til tapas og vin, inden de skal høre foredragene og få gode snakke,. Hun mener, det er vigtigt at give 8. marts-mærkedagen videre til næste generation.
Tilmelding foregår på Facebook.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her