5. august 2021
Foto: Birgitte Masson
gallery icon

Se billedserie

Foto: Birgitte Masson
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billeder og video: Nu påbegyndes længe ventet projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billeder og video: Nu påbegyndes længe ventet projekt

Nu kommer den - cykelstien til Kulhuse. Onsdag blev første spadestik taget, og mange var mødt op, for at festliggøre starten på anlægsarbejdet, som forventes færdiggjort medio 2022

Frederikssund - 23. juni 2021 kl. 13:40
Af Birgitte Masson

"Jeg glæder mig over, at vi i dag nu står overfor at skulle tage første spadestik til en cykelsti mellem Jægerspris og Kulhuse," siger politisk ordfører for Venstre i Frederikssund byråd Hans Andersen, mens han er på vej over den store parkeringsplads ved Jægerspris Slot, hvor et stort opbud af politikere og borgere allerede har indfundet sig.

"Det bliver fantastisk, når vi alle sammen skal ud at køre på den cykelsti i de kommende år. Og så giver det et løft til hele området, ikke bare til borgerne men også turister, der ønsker at bevæge sig rundt i Hornsherred. Og så gælder det også trafiksikkerheden. Hvis man har cyklet på den vej, så er man helt sikkert blevet mødt af lastbiler og biler, så det er bare en fantastisk dag i dag, hvor vi kan sætte spaden i jorden og komme i gang," fortæller Hans Andersen.

Blandt de mange fremmødte er også Erik Christiansen, måske bedst kendt som Kræmmer Erik fra tv-programmet Fantastiske Fund og med butik midt i Kulhuse af samme navn;

"Lokalbefolkningen bakker op, fordi de kan se det fornuftige i at få lavet den cykelsti, som har været ekstremt længe undervejs," lyder det fra Erik Christiansen og fortsætter:

"Den vej til Kulhuse har været lidt problematisk at køre på. Min datter og svigersøn fra Farum er cykelryttere om en hals, men de har ikke været stolte af at cykle på den vej, faktisk har de ofte valgt at tage Columbus til Kulhuse, for at undgå vejen. Så nu forventer vi, at folk kommer gennem Jægerspris og Frederikssund, når de vil cykle til Kulhuse."

Vi bliver afbrudt af en gruppe cyklister fra aktivitetscentret Lundebjerggård, der, iført gule sikkerhedsveste, triller ind på pladsen, for at slutte sig til forsamlingen. Og de når lige, at skubbe støttebenet ud på deres cykler, da borgmester John Schmidt Andersen (V) tager ordet.

Han lægger ud med at fortælle, at cykelstien til Kulhuse har været længe ventet. Faktisk skal man helt tilbage til 1972, hvor det dengang forlød, 'at nu kommer cykelstien'.

"Så det er en stor dag, og ikke mindst en glæde for Kulhuse, hvor man i fremtiden vil kunne komme sikkert frem og tilbage," lyder det blandt andet fra borgmesteren, inden han giver ordet til formand for teknisk udvalg i Frederikssund Tina Tving Stauning (A).

"Det er en rigtig stor dag for Frederikssund Kommune, Kulhuse og Jægerspris. Nu tror jeg på det. Det er rigtigt, vi skal i gang i dag. Der har været diskussioner undervejs; Hvem der skal betale? Hvordan skal belægningen være? Grus eller asfalt? Endelig i 2017 var den der, og blev vedtaget politisk, men så kom der nogle 'vinger' ind over."

Små smil breder sig i ansigterne på forsamlingen, hvorefter hun slutter af med at sige tak:

"Tak for at vi blev ved og blev ved. Tak for at holde gejsten, også selvom der indimellem, blandt andet på Facebook, har været nogle hårde ord med på vejen."

Udvalgsformanden understreger samtidig behovet for, at man i fremtiden prioriterer endnu flere cykelstier i kommunen, særligt i Hornsherred.

Tilbage er det symbolske første spadestik, som Tina Tving Stauning og John Schmidt Andersen i fællesskab skal tage med hver sin spade.

Men det er tilsyneladende ikke helt nok for borgmesteren, for i baggrunden står en gravemaskine, som han resolut springer op i. Og med sikker hånd manøvrer han den store graveskovl i jorden og understreger dermed, at anlægsarbejdet nu endelig er i gang.

Fakta

Der anlægges syv kilometer cykelsti på strækningen mellem Jægerspris og Kulhuse.

Anlægsarbejdet starter fra Slotsgården i Jægerspris med slutning i Kulhuse på Gammel Kulhusvej.

Cykelstien skal anlægges som dobbeltrettet sti, som følger den vestlige side af Kulhusvej, da der i den østlige side af vejen er en fredet stenmur om Jægerspris Slot samt enkelte ejendomme, der ligger meget tæt på vejen.

Det forventes, at der bliver anlagt ca. 3450 meter cykelsti i 2021. De resterende ca. 3500 meter af cykelstien frem til Gl. Kulhusvej vil blive anlagt i 2022. Hele cykelstien forventes færdig medio 2022.

Der er afsat i alt ca. 23,7 mio. kr. i budgettet til at anlægge Kulhuscykelstien.

Kilde: Frederikssund Kommune

Se videoen her
1382458
Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?