
Borgmester John Schmidt Andersen (V) tager Enhedslitens Pelle Andersen-Harilds politianmeldelse af ham for hans rolle i hele Vinge-kollapset med ophøjet ro, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Pelle Andersen-Harild har bedt Nordsjællands Politi undersøge, om borgmesteren kan sigtes for at have underskrevet aftalen om Vinge mellem Frederikssund Kommune, AP Ejendomme og MT Højgaard og derved forpligtet kommunen til at betale de nævnte firmaer i alt i størrelsesordenen 100 millioner uden at dette beløb var blevet godkendt af byrådet i Frederikssund.
Men selv om borgmesteren er overrasket, er han ikke urolig.
- Det må han jo så gøre. Det er fint for mig, men jeg er overrasket, fordi jeg efter sidste byrådsmøde fik det indtryk, at han sådan set var tilfreds med min redegørelse, siger borgmesteren.
I sin anmeldelse beder Pelle Andersen-Harild desuden politiet om at undersøge, om der kan rejses sigtelse mod nuværende eller tidligere medarbejdere i forvaltningen, herunder nuværende kommunaldirektør Ole Jacobsen og tidligere tekniske direktør Claus Steen Madsen.
Ole Jacobsen ønsker ikke at kommentere sagen, ligesom Claus Steen Madsen ved flere lejligheder kategorisk har afvist at kommentere sin rolle i Vinge-kollapset overfor Frederiksborg Amts Avis.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her