
En skole med 1000 elever kan ikke undgå at have elever, der bliver smittet med Covid-19. Smitten har da også ramt Nordsjællands Grundskole & Gymnasium HF i Kokkedal på kanten af Hørsholm Kommune.
Indtil videre er det lykkes at inddæmme smitten hurtigt, så smitten ikke er sket på tværs mellem elever og klasser på skolen.
Det oplyser rektor Claus Campeotto, der i de seneste uger har hjemsendt en 8. klasse og en 9. klasse samt en 3.g klasse.
- Vi har nu eleverne tilbage på skolen igen. De er alle sammen blevet testet negative for Corona, og de smittede elever skal have to negative test, inden de kommer tilbage. Heldigvis har vi undgået, at der er sket smitte mellem elever på skolen, fortæller Claus Campeotto.
Han glæder sig over, at skolen med sin flade bygningsstruktur har den fordel, at det er let at opdele de enkelte afdelinger og undgå, at der sker kontakt på tværs. Derudover kan skolen kun gøre det, som alle andre skoler også går: Følge myndighedernes anbefalinger og reagere hurtigt og efter myndighedernes anbefalinger, når elever får en positiv test for Covid-19.
- Vi er en stor skole med over 1000 elever, og vi har et stort opland. Det vigtigste for os er at prøve at undgå, at smitten breder sig på selve skolen, og jeg håber ikke, at vi kommer i den situation, hvor vi skal sende alle eleverne hjem. Men hvis det sker, er vi klar med fjernundervisning og nødundervisning, siger Claus Campeotto.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her