22. september 2021
Pia Rasmussen har tidligere henvendt sig til Frederiksborg Amts Avis angående en udfordringer i kommunens ældrepleje. Hun har kæmpet for både din demensramte far og mor, og den kamp fortsætter. Foto: Arkiv
Pia Rasmussen har tidligere henvendt sig til Frederiksborg Amts Avis angående en udfordringer i kommunens ældrepleje. Hun har kæmpet for både din demensramte far og mor, og den kamp fortsætter. Foto: Arkiv
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pia tøver ikke med at kalde forløbet et kommunalt svigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Pia tøver ikke med at kalde forløbet et kommunalt svigt

Fredensborg Kommune har modtaget minimum 12 klager om forholdene på pleje- og rehabiliteringscentret Skovgården i Humlebæk. Nu står Pia Rasmussen frem og fortæller om sine oplevelser fra stedet.

Fredensborg - 26. juli 2021 kl. 09:14
Af Trine Lønbro Nielsen

- Når jeg fortæller den her historie, så er det ikke fordi, at jeg synes dårligt om personalet. Min oplevelse er, at 98 procent af medarbejderne på Skovgården er dygtige, kompetente, empatiske og søde. Sådan er det i øvrigt også i hjemmeplejen. Problemet ligger et helt andet sted: Der er simpelthen ikke hænder nok. Og så er den ikke længere.

arrow Læs også: Leder stopper på plejecenter efter bølge af klagesager

Sådan indleder Pia Rasmussen en knap to timer lang fortælling om sine oplevelser med pleje- og rehabiliteringscentret Skovgården, visitationen og hjemmeplejen i Fredensborg Kommune.

Undervejs læner hun sig op ad en aktindsigt, som hun har søgt i sin mors sag hos kommunen, korrespondancer mellem forskellige kommunale instanser og hende selv, klager hun har skrevet, og dokumenter hun løbende har udfærdiget for selv nemmere at kunne erindre forløbet.

Det her er hendes oplevelser. Som datter til en ældre i Fredensborg Kommune.

Else, 87 år

Det er mere end et årti siden, at hun første gang stødte på udfordringer med kommunens ældrepleje. Dengang var det hendes nu afdøde far, der i sine sidste leveår levede med en demenssygdom, som hun måtte kæmpe for. Senere var det hendes mor, der ligeledes blev ramt af demens - og nu er det så igen hendes mor, 87-årige Else, som Pia indædt kæmper for i langt de fleste af sine vågne timer.

For som med hendes far, så kan hendes mor ikke selv.

Hun er diagnosticeret med sygdommen frontotemporal demens. En sygdom, der gør hendes sprog svært for fremmede at forstå, hendes evner til huske svagere, og som flosser hendes personlighed i en grad, der af og til gør den svær at genkende - især for dem, der ellers kender hende så godt.

Hun er ude af stand til at forsvare sig selv - især når det gælder de kampe, der kræver gode argumenter og vedholdenhed.

Et brækket lårben

Det var et par dage efter operationen i begyndelsen af juni 2021, at helvede for alvor brød løs. Som om det ikke var slemt nok, at Else, et par dage forinden havde pådraget sig, hvad hospitalet betegnede som et hoftenært lårbensbrud, så skulle de nu gå en tid i møde med det, som Pia kalder deciderede kommunale svigt.

Else var blevet opereret på hospitalet i Hillerød, og da alt var forløbet efter hensigten, blev hun den 7. juni - fire dage efter operationen - udskrevet til et genoptræningsforløb på det nye rehabiliteringscenter i Humlebæk, Skovgården.

- Jeg havde intet kendskab til Skovgården, men jeg fik at vide, at det var et døgntilbud med fysioterapeuter, ergoterapeuter, plejepersonale og sygeplejersker, så det lød for mig super - jeg tænkte, at det bliver godt, fortæller Pia, inden hun holder en kort pause, trækker vejret dybt og tilføjer:

- Men jeg oplever det stik modsatte.

»Ble-gate«

De ankommer til Skovgården sent om aftenen, hvor de bliver taget godt imod af en sød vikar, der sætter en stor ære i, at Else bliver indkvarteret på fornuftig vis. Men allerede kort efter kører toget for første gang ad sporet.

- Så begynder det, jeg kalder 'ble-gate' - ligesom Watergate - der er sådan en 'ble-mafioso' derude, for bleer er altså ikke noget, man har sådan et sted.

Ifølge Pia er klokken 22.30, da hun får at vide, at hun selv skal sørge for bleer til sin mor, der i årtier har levet med inkontinens. Hun henviser til, at Else har en kommunal bevilling på bleer og forhører sig, om ikke de kan få de bevilligede bleer omdirigeret til Skovgården, men det afviser personalet.

Den type bleer bruger de ikke her. Det skal være de blå eller lilla - og dem må Pia selv skaffe til næste dag, mens personalet låner bleer fra en af Skovgårdens andre borgere til natten.

Med sig hjem tager Pia det svar, og hun googler blå og lilla bleer.

Snart finder hun ud af, at der findes mellem 60 og 80 forskellige slags - og hun ender med at opgive og få noget søvn.

Frygt

Klokken er ikke mere end et par minutter i ni næste morgen, da Pias telefonen bimler og bamler. I røret er Else, opløst i gråd - bange og angst for, at hun ikke overlever.

- Der er noget helt galt - jeg tror ikke, jeg klarer det her, siger hun til mig.

Pia bider mærke i, at hun lyder bemærkelsesværdig klar i røret - lige som hun havde hørt sin far være det kort før sin død.

- Jeg siger til hende, at hun må bruge sit kaldeapparat.

Da Pia lægger på, ringer hun plejepersonalet op. Spørger om ikke, der er en, der vil se til hendes mor.

Hun frygter, at Elses forudgående forløb kan gøre Else delir, så Pia beslutter at tage til Skovgården - bare for en sikkerheds skyld.

En lille time senere træder hun selv ind i rummet hos Else, og her kan hun konstatere, at der endnu ikke har været skyggen af personale.

- Og her finder jeg hende så i en pøl af pis i bar underkrop, siddende oppe i sengen, grædende, og jeg må indrømme, at jeg græd, da jeg kørte derfra, siger hun og bliver for et øjeblik stille.

»Ble-gate« 2.0

Det var endnu ikke lykkedes for Pia at få kommunen til at omdirigere ble-bevillingen fra Elses privatadresse til Skovgården, og da personalet ikke ville være behjælpelige med ringe til inkontinenssygeplejersken, tog Pia sagen i egen hånd.

Hun kunne få de første bleer fra om fredagen - det var den næste ble-leveringsdag. I dag var det tirsdag.

Helbredet svinger

Som dagene går på Skovgården heler Elses store sår, der er holdt sammen med massevis af sting, stille og roligt. Hendes generelle helbred svinger en del: Nogle dage har hun det godt, andre dage har hun det dårligt.

Hun kæmper med en bragende urinvejsinfektion, som hun havde taget med sig fra hospitalet, og nu er hun tilmed også forstoppet og dehydreret. Hun har ondt, og det er svært for personalet til at smertedække hende.

Brug for flere hænder

Pia tager en tår af sin kaffe, og siger så igen:

- Som jeg har sagt, så er 98 procent af personalet empatisk, imødekommende, professionelle og venlige...

- Men de ligger vandret. Simpelthen, tilføjer hun.

Hun eksemplificerer personalets travlhed med ventetiden fra, at hendes mor trykker på kaldet, til at personalet dukker op. Hun har selv taget tid, og tre kvarter er ikke unormalt. I den tid sidder hendes mor og skal på toilettet, men hun må vente.

- Og når personalet så endelig kommer, så kan vi høre, hvordan kaldene bimler og bamler videre. De gør, hvad de kan, men der er ikke hænder nok.

Uønsket nattebesøg

Else sover ikke godt, mens hun er på Skovgården. Nogle morgener er hun helt ved siden af sig selv, og hun beretter om en mand, der besøger hende om natten.

Det går op for Pia, at det er en af de andre beboere: Han vandrer i dagtimerne hvileløst rundt på afdelingen - og det gør han åbenbart også om natten - det hører Pia også fra andre pårørende.

- Min mor er bange, og vi må simpelthen låse døren ind til hende, for at hun kan få ro fra ham. Det er ikke noget han gør med vilje, og personalet bliver også ved med at sige, at han jo ikke gør nogen noget. Men vi må alligevel låse min mor inde, for at hun kan få den ro, hun har brug for, siger Pia og tilføjer, at det er eksempel på, hvor plejekrævende beboerne på Skovgården er.

- Det kræver virkelig meget at pleje så syge mennesker, og derfor er der ikke noget at sige til, at de har travlt.

Udskrevet

Den 23. juni bliver Else udskrevet fra Skovgården. Det sker i første omgang uden, at Pia får noget at vide. Hun havde været indkaldt til et udskrivnings- og visitationsmøde med Skovgårdens fagpersonale og visitationen fra kommunen, men hun måtte aflyse. Hun havde fået stærke smerter i ryggen og blev nødt til at tage en tur forbi sin kiropraktor akut.

Til gengæld ryddede hun hele sin kalender: De kunne bare sige et nyt tidspunkt, og så skulle hun nok sørge for at være der.

Efter sin behandling hos kiropraktoren kiggede hun lige forbi sin mor på Skovgården, og her fortæller Else, at hun har haft besøg af en fra kommunen.

- Jeg siger til hende, at det da ikke kan passe, for jeg har jo rykket vores møde, men hun får ret.

Det skal vise sig, at en repræsentant fra visitationen har været forbi hendes mor samme dag. Kvinden har meddelt hende, at hun skal udskrives fra Skovgården til egen bolig, men det er som om, Else ikke rigtig har forstået det.

- Hun havde været himmelhenrykt, hvis hun havde forstået det. Hun ville så gerne hjem.

Med Pias egne ord, stod hun tilbage med tabt underkæbe, for hvordan kunne de finde på at holde et møde med en dement kvinde. Uden bisidder. Uden nogen til at forklare hende, hvad der skulle ske og uden Skovgårdens fagpersonales indput. Uden nogen til at stille spørgsmål.

For hvordan skulle hun kunne komme hjem?

Hun har ingen hjælpemidler derhjemme, og der var indtil videre ikke visiteret yderligere hjemmepleje.

Else kom hjem den 23. juni. Tre uger efter hun var faldet og havde brækket lårbensknoglen. Efter en masse korrespondance frem og tilbage blev hun bevilliget hjemmepleje fem gange i døgnet. Pia måtte dagen før hjemkomsten selv hente hjælpemidler på hjælpe middelcentralen.

Uden en rollator ville Else ikke kunne komme rundt.

arrow Leder beklager forholdene på Skovgården: Nye tiltag er på vej
27. juli 2021 kl. 04:31 Opdateret: kl. 16:49
Synes du, at kommunen er der for dig?