17. oktober 2019
En særlig gnist i de blå øjne og et festligt menneske, der satte pris på godt selskab. I sine yngre år åbnede Knud W. Jensen og hustruen Vivi ofte det private hjem for kunstnere, venner og kolleger - her den japanske kunstkritiker Yoshiaki Tono i køkkenet på Jacobsmindevej. Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

En særlig gnist i de blå øjne og et festligt menneske, der satte pris på godt selskab. I sine yngre år åbnede Knud W. Jensen og hustruen Vivi ofte det private hjem for kunstnere, venner og kolleger - her den japanske kunstkritiker Yoshiaki Tono i køkkenet på Jacobsmindevej. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Manden, der gav det meste af sig selv ... og skabte kunstmuseet Louisiana

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Manden, der gav det meste af sig selv ... og skabte kunstmuseet Louisiana
Fredensborg - 14. august 2018 kl. 06:00
Af Steffen Slot
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Knud W. Jensen var en sjælden kombination af et legende menneske og et vidende menneske. Fuld af ideer og med en knivskarp vilje bag de blå øjne. Tirsdag den 14. august 2018 har det kunstmuseum, som han skabte, eksisteret i 60 år.

Læs her den artikel, som Frederiksborg Amts Avis bragte i anledning af 100 året for Knud W. Jensens fødsel i december 2016.

Tænk på en terrasse på kanten af en bakke over Øresund. Det er vinter, og store mexicanske stenskulpturer skuer ud over vandet. Tåge og kuldedis omslutter de tavse stenansigter, og i baggrunden er der lys inde i museets cafe.

Ilden brænder i pejsen, og røgen lægger sig lavt over den sneklædte terrasse. Stemningen er mættet og magisk, og deltagerne husker det i mange år efter.

Året er 1963, og museumsdirektør Knud W. Jensen er ved at åbne den store Mexico-udstilling, der strækker sig over seks måneder på Kunstmuseet Louisiana. De mange skulpturer var kommet i ni godsvogne til Humlebæk, og det havde været en kæmpe logistisk udfordring af få skulpturerne ind i museets bygninger og park.

Det var gæster fra en urgammel verden, der kom til Humlebæk, hvor Knud W. Jensen var i færd med at skabe kunstmuseet Louisiana. Med museet kom en helt ny måde at se og opleve kunst. En ny verden var ved at blive bygget på en skråning over Øresund.

I dag er museet en verdenskendt succes, der i de seneste år har haft over 600.000 årlige gæster. Museet regnes af mange for at være et af verdens allermest arkitektonisk vellykkede. Det er bygget på en tanke om, at et museumsbesøg skal føles som et besøg hos en rar onkel. Lys, venlig og med gode oplevelser og gerne også en kop kaffe og et stykke kage.

Uden Knud W. Jensen havde danskerne ikke fået kunstmuseet Louisiana. Det kan siges på mange måder - her er det tidligere formand for Ny Carlsberg Fondet, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, der slår niveauet fast, sådan indledningsvis:

- Hvis jeg blev spurgt om, hvornår jeg levede, ville jeg sige, at jeg levede »i Knuds tid«. Han tog de rette beslutninger på det rette tidspunkt, og han gjorde det med en lykkens intuition og en dristighed i sit valg. Uden ham ville vi være en nation med middelmådige museer.

I mange år måtte børnene kravle på skulpturerne i parken - det, der ret beset er hovedværker fra nogle af eftertidskrigens største europæiske kunstnere. For på kunstmuseet Louisiana skulle der være plads til hele familien, og børnene skulle også more sig. Nu må børnene dog "nøjes" med at rulle ned ad bakken bag skulpturen - slitagen blev for voldsom. Foto: Kim Thøgersen.
Hunden og bøgetræet

Det forunderlige er, at det hele begyndte med en gåtur med en hund. Knud W. Jensen boede i 1950'erne i Sletten og forvildede sig en dag ind i et krat omkring det gamle herresæde, der stadig udgør kunstmuseets indgang.

Han forelskede sig i det kuperede terræn med de gamle træer, og i årene efter skabte han et mindre kunstmuseum i samarbejde med arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert.

De satte pinde i terrænet for at vise, hvor der skulle bygges, og de spændte snore ud for at markere, hvordan gange og sale skulle sno sig rundt om en ni-stammet bøg, så den ikke skulle fældes. Da museet var færdigt, flyttede Knud W. Jensen ind med sin private kunstsamling.

Sådan kunne det være sluttet. Med et mindre museum for de malerier, der for 50 år siden blev set som nyere dansk kunst. Men Knud W. Jensen ville mere, og derfor stod kunstmuseet Louisiana i 1960'erne i et vildtvoksende vadested, hvor det endnu ikke var til at se, om museet ville blive et sted for moderne kunst fra hele verden - eller en tidslomme over dansk kunst fra første halvdel af 1900-tallet.

Ufortrøden i løvens gab

I dag forekommer valget indlysende, men sådan var det ikke dengang, fortæller Kirsten Strømstad. Hun var i de år administrator og meddirektør på museet og en af de medarbejdere, der i 1963 stod på museets terrasse omgivet af sne, dis og stenskulpturer.

Hun husker den fælles glæde over at stå på kanten af noget gammelt og være ved at skabe noget nyt, men vejen, de skulle gå - den tog tid at finde. Knud W. Jensen fik brug for sine evner til at charmere og involvere de mennesker, han mødte, for derefter at lade sig inspirere og langsomt træffe sine valg.

- Han kunne gå ind i løvens gab, hvis der var brug for det. Hvor mange var meget frygtsomme og ærbødige over for store kunstnere, gik han med træsko ind i folk, og han kunne det, fordi han var et gennemkultiveret menneske. Han kunne ikke fanges i en fælde, der afslørede uvidenhed. Samtidig havde han en ufortrødenhed og et mod og en dristighed, fortæller Kirsten Strømstad og tilføjer, at det også skete i mødet med mennesker, der af natur var anderledes skruet sammen end Knud W. Jensen.

Til museets 10 års dag i 1968 havde Louisiana fået de første udenlandske værker doneret af Ny Carlsberg Fondet, og kursen var lagt mod et museum for moderne international kunst. Til højre ses fondsformand Jørgen Sthyr, der var Knud W. Jensens fysiske modsætning. De to herrers enestående samarbejde fik stor betydning i museets tidligere, afgørende år.

En sådan person var Jørgen Styhr, som på det tidspunkt var formand for Ny Carlsberg Fondet og stod i spidsen for fondens indkøb af dansk og international kunst. Den høje, slanke mand med det skaldede hoved blev en del af museets historie på det helt rigtige tidspunkt, hvor Knud W. Jensen havde brug for nye venner til at støtte sit valg om at gå i en mere international retning - og dermed også neddrosle engagementet i danske kunstnere fra den nære omgangskreds.

- Jørgen Sthyr var den indsigtsfulde, erfarne kunsthistoriske forsker, Knud W. Jensen den idérige, visionære og handlekraftige museumsleder. De inspirerede og beundrede hinanden i et sjældent lykkeligt og frugtbart samarbejde i slutningen af 1960erne og op gennem 70erne, fortæller Kirsten Strømstad og tilføjer:

- Når Louisiana i dag kan fremvise hovedværker af Arp, Calder, Giacometti og Henry Moore, for nu at nævne nogle af de helt store, har donationer fra Ny Carlsberg Fondet uden tvivl haft betydning for den ikoniske status blandt internationale kunstnere, museer, samlere og mæcener. Det kan Louisiana også i dag glæde sig over.

Forretningsmandens fordele

»Ostehandleren« har mange sagt om Knud W. Jensen, og det er korrekt, at en mejerivirksomhed skabte den formue, som Knud W. Jensen kunne bruge for at skabe Louisiana.

Han var en forretningsmand, der talte engelsk, tysk og fransk, og han kom ind i kunstverdenen fra sidelinjen - belæst, men uden at være formet af en bestemt uddannelse. Han så kunst fra publikums vinkel, og det gav ham et langt mere åbent syn på, hvad et moderne kunstmuseum kunne indeholde. Alt fra kaffe og kage til indtryk fra fremmede lande og kunst i bevægelse, finmekanik og sjove påhit, ja sågar dans mellem kunstværkerne.

Det var - ud over den kultiverede charme - en af Knud W. Jensens største styrker, tæt forfulgt af den viljestyrke, der lå bag det åbne sind.

Fløjlsjakke, cigaret i hånden og tegninger af museumsudvidelser på væggen bagved. Et billede på en svunden tid, men mentaliteten er stadig aktuel. Knud W. Jensen havde mange grundtanker om museumsdrift - en af dem var, at et museum aldrig må hvile på laurbærrene og gå i stå.

- Han mente, at en kunstudstilling skulle være som et teaterstykke eller en symfoni. Der skulle være en ouverture, der overraskede og begejstrede publikum, og derefter skulle udstillingen komme brusende ind over publikum - kronologien var ikke så afgørende, fortæller Kjeld Kjeldsen, der kom til museet som en ung arkitekt i 1973 og hurtigt opdagede, at Knud W. Jensen byggede sit museum med variation i rumstørrelse og højde, så arkitekturen understøtter netop den tanke.

Han beskriver, hvordan Knud W. Jensen med samtale kunne bringe folk ind i en lille, fælles boble, hvor alle følte, at de var med og satte et præg. Med et smil konstaterer Kjeld Kjeldsen, at Knud W. Jensen var i stand til at udvise stor tillid, men han slap først, når han havde sikret sig, at en sag var på vej i den for ham rigtige retning.

Hvorefter Knud W. Jensen gik i gang med at forfølge en ny ide, fordi et museum aldrig må gå i stå. Det er midt i en succes, at man skal huske at udvikle og nytænke, lød Knud W. Jensens filosofi.

Videre, videre, videre.

Bjerget ved avocadoplantagen

Knud W. Jensen ville være løbet tør for penge på halvvejen, hvis han ikke havde mødt de rigtige mennesker på det rette tidspunkt - og forstået at opsøge de chancer, der bød sig.

Et sådan samarbejde fik han med Peter Augustinus, der på det tidspunkt var formand for Augustinus Fonden.

På et billede fra 1978 kan man se ham i selskab med Knud W. Jensen på museets terrasse, hvor vinterdisen 15 år tidligere havde indhyllet de mexicanske skulpturer. Nu var malingen ved at skalle af de murede kanter, men det forhindrede ikke de to i at sidde fordybet i tegninger for museets kommende Sydfløj, der sammen med den underjordiske grafikfløj har skabt det Louisiana, som publikum kender i dag.

Uden Peter Augustinus havde Louisiana sandsynligvis kun været halvt så stort. Peter Augustinus var 33 år gammel, Knud W. Jensen var 61 år gammel, og de endte med at få et livslangt samarbejde, hvor Peter Augustinus kom med langt mere end penge - en evne til at lytte og ikke mindst til at hjælpe Knud W. Jensens med at sortere i de vildtvoksende ideer.

Lis Augustinus fortæller historien, da hendes mand, Peter Augustinus, døde i en alt for tidlig alder i 2014. Dengang i 1970'erne drømte Peter Augustinus om selv at lave et museum for moderne kunst, men havde svært ved at finde det rette sted.

Knud W. Jensen sidder her på Calder-terrassen i 1978 med Peter Augustinus, der skulle blev en nær ven og en af museets mest trofaste støtter. De forbereder byggeriet af Sydfløjen.

Et afgørende møde fandt sted i Spanien i, hvor begge familier havde en bolig.

- En morgen kom Knud kørende ud til vores avokadoplantage. Jeg kan huske, at de to mænd begyndte at gå op mod et sted, som vi kaldte »Bjerget«. Det var en lille høj, der ragede op i landskabet. Jeg mener, at det har været ved 10-tiden, og klokken blev tolv og den blev også tretten, uden at de kom ned, fortæller Lis Augustinus og tilføjer:

- Jeg pakkede en madkasse, en kurv med en lille flaske hvidvin og noget mad, og de fortsatte med at snakke hele eftermiddagen. Jeg tror, at det har været det helt store vendepunkt. Knud kørte hjem henunder aften, og derefter begyndte Peter at tale om "vi" og om, at det ikke var så vigtigt, at det blev et kunstmuseum specielt lavet af Peter.

Lis Augustinus uddyber:
- De har siddet og talt sammen og fundet ud af, hvor ekstremt meget de havde til fælles- og hvordan de gerne ville have, at et moderne museum for kunst skulle være. Og så var et af Knuds helt store talenter, at han kunne sælge sand i Sahara. Han kunne med sin entusiasme og charme overtale folk til de mest utrolige ting, og han overbevidste Peter om, at den eneste rigtige vej at gå, var at gå sammen.

Et legende menneske

Man kan beskrive Knud W. Jensen på mange måder. Han var ikke særlig høj, men i de blå øjne havde han en begejstring, der smittede og kunne fylde et helt rum, fortæller Britta Schade, der har været ansat på museet i over 40 år.

Hun beskriver ham som en menneskekender, der hurtigt kunne fornemme, hvordan et menneske var - og ikke mindst hvad det enkelte menneske kunne hjælpe museet med. Han var et legende menneske, der elskede børn - hvad enten han mødte dem på museet eller i familien, der talte to børnebørn. Og hvis der var en svævebane, der skulle indvies eller en ny rutsjebane i museets søhave, var han blandt de første til at afprøve udstyret. Afsted det gik, inden nogen fik ham bremset.

Lis Augustinus husker, hvordan hun en dag gik en tur nær Skagen og altid selv plukkede blomster. Knud W. Jensen var med og lod sig inspirere - hans buket var sat sammen af blomster, græs og hvad han ellers kunne finde på sin vej, inden han i øvrigt forvildede sig ind i et brombærkrat for at plukke bær og kom derfra med brombærsaft på bukserne.

- Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske, der var som Knud. Det var noget helt særligt at være sammen med ham, siger hun.

Også på den måde kunne han bruge sig selv. Velhavende mennesker, ikke mindst enkerne, kunne lide at være i hans selskab. Mange taler om, at han lagde stor energi i at gøre sine omgivelser glade, og særligt i sine yngre år var han et festligt menneske, der åbnede sit private hjem på Jacobsmindevej for kunstnere, venner og medarbejdere. Hustruen Vivi kunne dække til firs gæster og blev regnet for en legende blandt de mange udenlandske venner, der nød godt af mad og urtesnaps i det gæstfrie hjem.

Knud W. Jensen havde en evne til hurtigt at komme på øjenhøjde med stort set alle mennesker, hvad enten de var kunstnere, velhavende eller gæster på museet. Her er det Henry Moore, hvis skulpturer Knud W. Jensen elskede - særlig den store Liggende Figur, som han placerede på toppen af bakken i museets park. Foto: Kurt Pedersen, Louisiana.

Og frem for alt sørgede han for, at Louisiana udstrålede samme gæstfrihed - museet måtte ikke være så kedelig, som han ofte fandt de traditionelle museer.

Forstå Giacometti, forstå Knud

Hvis man skal forstå Knud W. Jensens måde at arbejde på, kan man med fordel opsøge Giacometti-rummet på Louisiana og kigge på kunstnerens magre skulpturer af mennesker.

Man finder derned ved at gå til venstre, når man er kommet ind på museet, og gåturen igennem museets ældste del er i sit selv en vandring i en arkitektur, der afspejler Knud W. Jensens sind. Altid et mål i sigte, og netop som man når det, kan man se et nyt hjørne - og bag det gemmer der sig flere spændende ting, som man absolut må opdage og undersøge.

Det er museumsdirektør Poul Erik Tøjner, der kommer til at tænke på Giacometti, når han skal beskrive Knud W. Jensens evne til at kredse omkring en problemstilling i lang tid, før han tog en beslutning.

- Giacometti kunne blive ved med at modellere og korrigere. Hvis man går helt tæt på skulpturerne, kan man helt præcist se, hvordan hver skulptur er en lang korrektion. Tegningerne er også »tegne, tegne, tegne« for at indkredse noget og gøre resultatet mere solidt, siger Poul Erik Tøjner og tilføjer:

- Hvis man ser på Knud W. Jensens byggeskitser, oplever man det samme - udkast og ændringer, hvor Knud W. Jensen nærmer sig et mål, hvor han bliver mere og mere sikker til sidst. For nogle mennesker ville det skabe mere usikkerhed at nå hele vejen rundt, men ikke for Knud W. Jensen.

En nats søvn, nye ideer

Talrige er de mennesker, der kan fortælle om timelange samtaler med Knud W. Jensen, når han skulle afprøve sine ideer.

Ingen beskriver det som tvivl. Han spurgte og lyttede, indtil han blev sikker nok i sin sag til, at han kunne tage en beslutning - for det overlod han ikke til andre. At han - sådan historisk set - endte med at tage alle de rigtige beslutninger, er stadig lidt af et mysterium for de mennesker, han arbejdede tættest sammen med.

Hvis man var særlig tæt på Knud W. Jensen, blev man inviteret til Kandestederne nær Skagen, hvor familien havde sommerhus. Det var ikke kun afslapning, husker Hans Edvard Nørregaard-Nielsen fra sine 25 år som formand for Ny Carlsberg Fondet:

- Det kunne jo fandme tage hele natten, hvor vi sad og snakkede, og så fik Knud en halv times søvn og vågnede med nye ideer. Hvis man ikke syntes om hans ideer, kunne han blive meget bedrøvet, og på den måde var han ligesom et barn, der ikke kunne få lov til at få en is. Men længere nede ad vejen blev han glad igen, fordi så var det en slikkepind, han ville have, fortæller han og understreger, at man tilgav Knud W. Jensen alt, fordi han var som han var.

- Fordi Knud var så generøs og skabte noget så stort. Med andre mennesker havde man på et tidspunkt sagt "Hold nu kæft...", men ikke med Knud. For han brugte alt det, han selv havde - både menneskeligt og økonomisk.

Poul Erik Tøjner mindes en af de allersidste samtaler han havde med Knud W. Jensen, da han lå på Rigshospitalet. Et nyt magasin skulle laves på museet, og Poul Erik Tøjner fortalte om sine tanker og ideer.

- Dagen efter besøgte jeg igen Knud, og han fortalte, hvordan han om natten havde haft de mærkeligste drømme. »Jeg har også drømt, hvordan dit nye magasin skal være. Nu skal du høre....«, sagde han.

Og var der så brugbare ting? Poul Erik Tøjner smiler ved tanken. Drenget, vemodigt, men også glad ved mindet:

- Selvfølgelig.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede