
Efter pres fra flere sider vil formanden for Teknik og infrastrukturudvalget, Flemming Rømer (DF), nu se på mulighederne
Gennem længere tid har både Seniorrådet og Ældre Sagen kritiseret busforbindelsen - eller mangel på samme - til det nye ældrecenter Skovgården i Humlebæk. Men selv om de ældre har efterlyst et stoppested der ligger tættere på, så er det ikke lykkedes at råbe politikerne op. Tværtimod, lyder det fraformanden for Ældre Sagen i Fredensborg, Erling Vraa.
"Buslinjen er sidenhen blevet afvist af politikere, der mener, at det stoppested, der ligger på Teglgårdsvej, er tilstrækkeligt. Der er jo kun 550 meter / 720 skridt hver vej - hvis man kommer af ved det rigtige stoppested, og kan finde stien. Det er vel ingenting, når man har en rollator at støtte sig til. Der er jo også et sæde på rollatoren, så man kan hvile sig undervejs. Motion er jo sundt," siger han i en skriftlig kommentar.
Erling Vraa bakkes op af Stine Lei Fredslund, der er praktiserende læge, på Skovgården.
"Hvis Fredensborg Kommune ønsker at Skovgården skal være det fantastiske sted, som det har potentiale til, er det nødvendigt at der etableres en fast bustransport. Et så decentralt beliggende kommunalt tilbud kan kun blive en succes hvis infrastrukturen understøtter det. Jeg er klar over, at det er penge som skal findes i et presset budget, men prisen ved at syge borgere i stedet vælger at holde sig hjemme fra genoptræning og lægebesøg kan vise sig at være langt højere. Desuden synes jeg det er synd for mine patienter, at lægen skal køre dem hjem," skriver hun i et indlæg.
Formand for Teknik og infrastrukturudvalget, Flemming Rømer (DF) har indtil videre afvist kritikken, men nu bøjer han sig.
"Der har den seneste tid været kritik af, at bustransporten til Skovgården ikke er god nok. Jeg har lyttet til kritikken og tager derfor sagen op," lyder det i en kort kommentar.
Flemming Rømer vil rejse sagen på næste møde i budgetforligskredsen den 22. februar.
"Vi får nu undersøgt de muligheder der er, så vi kan finde en bedre løsning," skriver han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her