Valgets første exitpolls fra både DR og TV 2 blev offentliggjort ved 20-tiden, og begge tegner et billede af, at Venstre går tre mandater frem.
Hans Andersen, folketingsmedlem for Venstre med opstilling i Frederikssund, forholder sig til de to exitpolls med forsigtighed, selvom de viser et flot valg til partiet.
- Jeg tænker, at valgaftenen stadig er ung, men der selvfølgelig den tendens i dem, at Venstre går frem. Det glæder mig, og så ser jeg frem til, at vi får nogle mere præcise tal. Tendensen er der, og den har jeg også mærket på gaden, når jeg har talt med folk, lyder det fra Hans Andersen.
Hans valgdag er forløbet stille og roligt med grundlovstale og det sidste valgkampsarbejde.
- Det har været en god dag. Jeg stemte i Frederikssund Hallen, da den åbnede i morges, og så har jeg været til grundlovsmøde på Metalskolen Jørlunde, hvor statsministeren kom forbi. Der havde jeg mulighed for at møde en masse mennesker, så det var rigtig fint, og stemningen var god. Efter det var jeg på gaden i Frederikssund foran Sillebroen, hvor jeg mødte de sidste tvivlere, så de kunne høre mit budskab, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her