
Debriefingsrapporten er færdig i forhold til sagen om den formodet forgiftede familie fra Haslev, oplyser Region Sjælland på deres hjemmeside torsdag.
Ved større præhospitale indsatser bliver der altid lavet en evalueringsrapport efterfølgende. Når sådanne hændelser sker, hvor der er tale om kritiske sekunder, træffes der hurtige beslutninger. Derfor er det nødvendigt at evaluere, om der er læringspunkter i forbindelse med hændelsen, som man eventuelt kan bruge i fremtiden.
Evalueringsrapporten dækker forløbet fra det første opkald til 1-1-2, og frem til at alle patienter er fremme på sygehusene.
Rapporten er på 16 sider og er nu offentliggjort.
Her beskrives indsatsen fra de forskellige parter i sagen, minut for minut.
I sammenfatningen står der følgende:
»På baggrund af debriefingsrapporten vurderes det, at alle implicerede har ydet en professionel indsats, med et godt samarbejde på tværs af myndigheder, beredskaber og enheder internt i Region
Sjælland. Det antal patienter, der faktisk blev behandlet, kunne være håndteret på sygehusene i Region Sjælland uden aktivering af sygehusberedskabet. Der var dog tidligt i forløbet bekymring for, om antallet af forgiftede var væsentligt højere end det faktiske antal. Når AMK-Vagtcentralen valgte at aktivere sundhedsberedskabet, og sygehusene derefter aktiverede sygehusberedskabet, skal det ses som en bevidst strategi, hvor det er vigtigt at være på forkant med en sandsynlig forværring af beredskabshændelsers omfang.«
Du kan læse hele rapporten her:
Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med en undersøgelse af forløbet.
- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår undersøgelsen forventes at være værdig, siger Bente Møller, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for patientsikkerheds afdeling, til DAGBLADET.
Styrelsen besluttede at gå ind i sagen, efter at det er kommet frem, at familien havde været i kontakt med sundhedsvæsnet flere gange inden indlæggelsen.
- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, om der er sket fejl. Men vi skylder familien, der har mistet to børn, at undersøge, om der eventuelt er sket fejl, sagde Anette Lykke Petri til Ritzau 24. oktober
Også Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi efterforsker sagen endnu.
- Vi har hele tiden håbet at kunne nå at have konklusionen klar i løbet af denne uge, men det kan vi ikke nå, da der stadig pågår undersøgelser. Konklusionen kan først tidligst ligge klar i næste uge. Vores opgave har været at klarlægge baggrunden for denne ulykkelige hændelse, siger Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til DAGBLADET.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her