
På Skolegade 21 A i Haslev holder A2B Sprogcenter nu til. Centret blev overtaget fra NSI Næstved tilbage i september, men det var først i sidste uge, der blev tid til den officielle indvielse.
Faxe Kommunes nye borgmester, Ole Vive (V), klippede onsdag det røde bånd, og efterfølgende blev der sunget, danset og spist smagsprøver fra den store verden.
På A2B sprogcenter i Haslev undervises udlændinge fra hele verden, især fra Østeuropa, Mellemøsten og Asien. Kursisterne kommer således fra meget forskellige kulturer, nogle bor her permanent, andre er her midlertidigt af forskellige årsager, fx arbejde.
Der undervises derfor i dansk på forskellige niveauer, og både hverdag, aften og weekend. Sprogskolen tilbyder også bl.a. en branchepakke hvor der bl.a. undervises i arbejdspladskultur og meget andet.
- Dansk er afgørende for at kunne forsørge sig selv og familien, som jeg ved de fleste af jer gerne vil. Vi opfordrer til at følge med i medierne som avis og tv. Vi ser se gamle film, for der kan man fx lære om dansk humor. Vi opfordrer også til at udvide det sociale netværk til fx naboer, kolleger, sportsforeninger, frivillignetværket og andre aktiviteter i lokalmiljøet som kirken, biblioteket, VUC osv, sagde Tina Solevad som er områdeansvarlig i A2B.
Hun håber, at de forskellige netværk vil tage godt imod de mange fra andre kulturer.
- Jeg forstår godt det er svært at møde et nyt sprog og en ny kultur. Jeg er jo helt ny borgmester, så jeg skal til at lære sproget og kulturen på kommunen at kende, sagde han med et glimt i øjet.
Og så opfordrede han også til at de studerende tog del i fritidstilbudene i kommunen, for at lære de »almindelige danskere« at kende.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her