Norwegians satsning på langdistanceruter og baser rundt i verden har ramt flyselskabet hårdt.
Norwegian kæmper i øjeblikket for at undgå en konkurs.
Flyselskabet er belastet af en gæld, der ved udgangen af Norwegians tredje kvartal udgjorde næsten 50 milliarder norske kroner.
Selskabet har i noget tid også kæmpet med underskud.
Norwegian begyndte i 2013 at udvide forretningen til langdistanceflyvninger til lave priser.
Det er sket for lånte penge, og det er blandt andet den satsning, som i dag presser selskabet.
Men hvordan er det nået dertil. Læs mere her:
* 2012:
- Norwegian laver den største flyordre i Europas historie med 222 nye fly hos Boeing og Airbus. Gælden er på 3,8 milliarder norske kroner.
* 2013:
- Norwegian begynder at flyve på langdistanceruter til USA. Åbner baser i London og i Spanien. Gælden er på 4,4 milliarder norske kroner.
* 2014:
- Norwegian får tilladelse til at drive sine langdistanceflyvninger fra et datterselskab i Irland.
- Selskabet får det første underskud i seks år med et minus på lidt over en milliard norske kroner. Gælden er på 11,3 milliarder norske kroner.
* 2015:
- Norwegian satser yderligere på langdistanceruter - åbner ruter til blandt andet Las Vegas, Puerto Rico, St. Croix og Boston. Både 2015 og 2016 giver overskud, men gælden stiger til 21,2 milliarder norske kroner.
* 2017:
- Norwegians ekspansionsplaner fortsætter, og selskabet indgår et samarbejde om langdistanceruter med EasyJet. Gælden er på 22,3 milliarder norske kroner.
* 2018:
- Norwegian begynder at flyve indenrigs i Argentina. Det lykkes ikke at tjene penge, og man sælger datterselskabet i 2019.
- Norwegian varsler en ændring af selskabets strategi. Nu skal fokus være på at tjene penge frem for at vokse.
- Antallet af passagerer sætter rekord med 37,3 millioner på et år. Norwegian får et underskud på 1,8 milliarder norske kroner. Gælden er på 31,9 milliarder norske kroner.
* 2019:
- I januar iværksætter Norwegian en stor spareplan, hvor det blandt andet lukker baser i Spanien, Italien og USA - og udsætter leverancer af nye fly. Som en del af planen henter selskabet tre milliarder norske kroner ved at sælge nye aktier.
- I juli stopper medstifter Bjørn Kjos som administrerende direktør.
- Norwegian er udfordret af et flyveforbud med flytypen Boeing 737 MAX. Samtidig er der problemer med motorerne på nogle af selskabets langdistancefly.
- Norwegian oplever for første gang i årevis en tilbagegang i antallet af passagerer. Underskuddet lyder på 1,6 milliarder norske kroner, og gælden er på 58,3 milliarder norske kroner ved årets udgang.
* 2020:
- Coronakrisen rammer Norwegian hårdt, og selskabets passagertal falder med 99 procent i april og maj.
- Norwegian er presset økonomisk og begærer fire datterselskaber i Sverige og Danmark konkurs. Størstedelen af de ansatte sendes hjem.
- I maj lykkes det at forhandle en redningsplan på plads med kreditorer, som nedskriver dele af deres gæld mod at få aktier i selskabet.
- Det giver samtidig mulighed for at få fingre i en mindre hjælpepakke fra den norske stat. Der er nu penge til starten af 2021.
* 2020, november:
- Den norske regering siger nej til at deltage i ny redningsplan. Norwegian skærer helt ind til benet og har nu kun 600 ansatte på job og flyver kun indenrigs i Norge.
- 18. november søger Norwegian konkursbeskyttelse i Irland. Det giver selskabet mulighed for at forhandle en aftale på plads med sine kreditorer for at undgå en konkurs.
- 3. december foreslår Norwegian blandt andet en aktieemission og en justering af flåden af fly for at forbedre økonomien. Det skal hjælpe selskabet med at undgå en konkurs. Der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling 17. december.
Kilder: Norwegian, Sydbank, Bloomberg, Ritzau.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her