5. december 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hos Lotte og Niels er du i trygge rammer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hos Lotte og Niels er du i trygge rammer
Erhverv - 14. november 2019 kl. 12:10
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Cecilie Hänsch
Foto: Kim Rasmussen

Kommer du ad bagvejen til Slangerupgård kan du let komme til at køre forbi, når du leder efter et konferencecenter. For set fra Elmuevej har du kun indkig til en lille parkeringsplads og hestefolden, hvor Pusseline og Belizia huserer.

- Pusseline må være verdens ældste hest. Hun er 33 år, fortæller Lotte Skovvang.

Det er lige godt 20 år siden, at hun sagde ja til at lægge maks 10 år på Slangerupgård sammen med sin mand, Niels.

- Vi troede, at vi skulle drive hotel i Roskilde eller København, men vi faldt for stedet her, da vi kom til gårdspladsen, fortæller Niels Skovvang.

Slangerupgård er ikke - og var heller ikke dengang i 1999 - et hotel. Det var et lille konferencested med 12 værelser.

- Vi har bygget ud og lavet om næsten hvert år, siden vi overtog stedet. I sommer byggede vi de tre pavilloner udenfor; det er her, vi kan stå og grille om sommeren, fortæller Niels.

- Og sidde i læ for duggen og nyde udsigten.

Når rammerne på forhånd er ret klart definerede af de fire stråtækte bindingsværkslænger, så må Slangerupgård trylle med alt det udenom:

- Du kan tro, at vi holder mange bryllupper i gården. Alle lørdage fra maj til september næste år er booket - undtaget 13. juni, konstaterer Niels Skovvang.

Godmorgen og godnat
I dag har Slangerupgård 30 værelser og plads til 100 spisende ad gangen. Gæsterne kommer som deltagere i et møde eller en konference i hverdagene - og som gæster til et bryllup eller anden familiefest i weekenden.

- De fleste af vores gæster kommer fra Køge og nordpå. Når vi har så mange værelser, så bliver det lettere at samle folk fra et større område - for de behøver ikke bekymre sig om køretid hjem efter middagen, siger Niels Skovvang.

Det er ham, der sender gæsterne i seng, når festen er slut, ligesom det er Lotte, der byder gæsterne godmorgen med hjemmebagt brød - hver morgen.

- Det er noget af det, vi kan. Være helt tæt på gæsterne og sørge for, at de får god, hjemmelavet mad. At de aldrig er i tvivl om, at vi er lige her - og til at få fat på, tilføjer Lotte Skovvang.

Hun huserer selv i det ene af Slangerupgårds to køkkener. Her kan hun gå i fred og pusle om kagerne og brødet, mens Anita Kristensen rører i gryderne i det andet køkken - husets hjerte.

- Slangerupgård skal være en tidslomme, hvor der er tid til alt det, der ikke er tid til derhjemme. Til simremad, til lange snakke - til samvær uden en deadline, siger Lotte Skovvang.

Midt i naturen
Kigger man ud af vinduerne i konferencelokalerne, er der stor sandsynlighed for, at blikket falder på Pusseline eller Belizia. Eller på de 32 kaniner, fire katte - eller på hunden Cash.

- Vi synes, det giver en ekstra dimension, at du kan gå i køkkenet og få gulerødder og salat til kaninerne, at du kan tale med en af kattene, hvis du lige har brug for en pause, siger Lotte Skovvang.

Hendes plan var egentlig, at hun skulle tilbage til Køge og åbne en tøjforretning efter 10 år.

- Men jeg er simpelthen så stolt af det, vi har bygget op her. Og næste generation står allerede klar til at tage over. Det gør det også ekstra sjovt at knokle; at vi ved, at vi giver det hele videre til børnene en dag, siger Lotte Skovvang.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten