26. september 2018
Finn Lobanoff er selv blevet udlært på Paulsens Maskinfabrik, som han nu står i spidsen for. Fotos: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Finn Lobanoff er selv blevet udlært på Paulsens Maskinfabrik, som han nu står i spidsen for. Fotos: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Festlig 1. maj: Maskinfabrik har 150-års jubilæum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Festlig 1. maj: Maskinfabrik har 150-års jubilæum
Erhverv - 05. februar 2018 kl. 14:30
Af Jan Søe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Paulsens Maskinfabrik er en af de ældste virksomheder i Næstved Kommune. Firmaet blev grundlagt af Carl Frederik Christian Paulsen den 1. maj 1868 og kan dermed fejre 150-års jubilæum 1. maj i år.

Virksomheden har i langt de fleste år haft hjemme på Indre Vordingborgvej i Næstved, men i 2005 flyttede Paulsens Maskinfabrik ud i industriområdet på Ydernæs, hvor det er sjette generation - Anne Christine Paulsen og hendes mand Finn Loba­noff - der styrer maskinfabrikken.

Maskinfabrik er egentlig kun den korte udgave af historien om Paulsens Maskinfabrik. Tidligere har virksomheden også omfattet et jernstøberi, et savværk, sågar et »Etablissement for elektriske Lysanlæg«, som i sin tid var med til at oplyse Næstved, og meget mere.

Vilkårene for virksomhedens drift har ændret sig gevaldigt gennem årene, men Paulsens Maskinfabrik udfører stadig det meste inden for fræse-, dreje-, svejse- og kleinsmedearbejde samt reparation af maskiner og fremstilling af hel- og halvfabrikata. Det foregår på Ydernæs, hvor man lejer sig ind i bygninger hos I/S Suså som nabo til Howden.

Ved indgangen til 2018 er der syv ansatte i Paulsens Maskinfabrik foruden Anne Christine Paulsen og Finn Erkki Loba­noff. Mens hun tager sig af bilag og regnskaber - og også passer sit arbejde som erhvervsrådgiver i Jyske Bank - er han direktør samt telefonpasser, handelschef, daglig leder og meget mere på fabrikken.

- Ja, det er jo ikke administration, vi bruger penge på, siger Finn Loba­noff, slår ud med armene og peger på det otte kvadratmeter store rum, hvor han har kontor.

Som navnet antyder er han af finsk-russisk afstamning. Hans far kom fra Karelen til Danmark som finnebarn i begyndelsen af Anden Verdenskrig, hvor farens forældre blev slået ihjel af russerne. Faren blev dansk gift, og Finn voksede op i Præstø og Næstved, hvor han fandt sammen med sin kone i 1989, da de begge var tjenestegørende ved gardehusarregimentet i Næstved.

Da han stoppede ved militæret, kom han i lære som maskinarbejder i Paulsens Maskinfabrik under svigerfar Jan Carl Paulsen. Han viste flair for arbejdet, og det var derfor naturligt, at han sammen med hustruen indtrådte i anpartsselskabet og dermed blev sjette generation i virksomheden, som de overtog helt og holdent ved årtusindeskiftet.

Finn Lobanoff siger, at det er noget af en blandet landhandel, han står i spidsen for, og meget afhænger af kunderne, hvortil blandt andre hører DanSteel i Frederiksværk og naboen Howden, der er store kunder.

- Der er mange virksomheder, der tager sig af de mindre maskinarbejder. Vores niche i dag er den større drejning og fræsning, vi kan påtage os her i Ydernæs. Her kan vi arbejde med materialer op til fire meter i længden, 2,5 meter i højden og op til to meter i diameter.

- Vi udvikler ikke selv noget nyt i dag. I 99 procent af produktionen er vi underleverandører, så det kan gå meget op og ned, når man er underlagt andres luner og tidernes gunst. Finanskrisen tog så hårdt på os, og vi måtte næsten have penge med på arbejde. 2016 var derimod et rigtigt godt år for os, siger Finn Lobanoff.

Januar er normalt en meget stille måned, men i år var der godt gang i arbejdet på maskinfabrikken lige efter nytår. Det lover godt for fremtiden, synes Finn Lobanoff, der - selv om han som resten af familien er stolt af virksomhedens fortid - selvfølgelig er nødt til først og fremmest at forholde sig til nutidens udfordringer.

Han glæder sig dog også til 1. maj, hvor 150-års jubilæet festligholdes efter alle kunstens regler.

  • ErhvervsAvisen Sjælland

    ErhvervsAvisen Sjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten