15. oktober 2019
Dong Energy skiftede i efteråret 2017 navn til Ørsted. Og selskabet har fået rettens ord for, at det gerne må beholde navnet. (Arkivfoto).
Dong Energy skiftede i efteråret 2017 navn til Ørsted. Og selskabet har fået rettens ord for, at det gerne må beholde navnet. (Arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Efterkommere taber sag - selskabet Ørsted må beholde navn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efterkommere taber sag - selskabet Ørsted må beholde navn

Dong Energy skiftede i 2017 navn til Ørsted, og derfor sagsøgte Ørsted-efterkommere energiselskabet.

Erhverv - 10. maj 2019 kl. 10:08
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Energigiganten Ørsted frifindes i en sag, hvor efterkommere af videnskabsmanden H.C. Ørsted er utilfredse med, at Dong Energy i 2017 skiftede navn til Ørsted.

Det oplyser Sø- og Handelsretten, der har afgjort striden.

Sagen er udløst af, at Dong Energy skiftede navn til Ørsted i efteråret 2017.

Dong - nu Ørsted - skiftede navn for at understrege, at selskabet var i gang med at sælge sine olie- og gasaktiviteter fra for at fokusere på grøn energi. Samtidig var der en uheldig betydning af navnet Dong på engelsk.

Men navneskiftet har langt fra huet flere efterkommere af den kendte videnskabsmand H.C. Ørsted. I januar 2018 stod efterkommerne frem og fortalte, at de ville sagsøge havvindmøllegiganten for at få selskabet Ørsted til at stoppe brugen af navnet.

Juridisk har striden handlet om, hvorvidt navneloven fra 2006 der beskytter navne med under 2000 bærere, eller praksis fra Patent- og Varemærkestyrelsen om navne bestemmer.

Omkring 1200 personer bærer navnet Ørsted som enten mellem- eller efternavn, og hvis navneloven styrer, så må man ikke tage det.

Gælder praksis fra Patent- og Varemærkestyrelsen, så er kun navne med omkring 30 bærere eller færre beskyttet.

I dommen skriver retten, at spørgsmålet om berettigelsen af selskabsnavne og varemærke ikke skal afgøres udelukkende efter navneloven.

Retten lægger i dommen vægt på, at selskabet Ørsted med navnet henviser til "den for længst afdøde videnskabsmand" H.C. Ørsted, som er tæt knyttet til grundlaget for energiproduktion, hvilket er Ørsteds hovedforretningsområde.

Søren Peter Ørsted, der er en af de syv efterkommere, som anlagde sagen, fortæller, at de nu overvejer, om dommen skal ankes.

- Vi skal i ro og mag læse sagen igennem, siger Søren Peter Ørsted, der er tiptipoldebarn af H.C. Ørsted.

Han har i øvrigt af juridiske årsager skiftet navn fra Ørsted Eriksen til Ørsted i forbindelse med sagen.

Advokat Jens Jakob Bugge fra advokatfirmaet Horten, der repræsenterer de syv efterkommerne af H.C. Ørsted, har i retten fortalt, at efterkommerne langt fra er tilfredse med, at Dong Energy skiftede navn til Ørsted.

- En af problemstillingerne i sagen er selvfølgelig, at efterkommerne ikke har noget større ønske om at blive associeret med Ørsted.

- Der har været betydelig omtale af Dong i tidens løb, og selskabet har delt vandene.

- En række forhold har vakt store følelser, blandt andet salget til Goldman Sachs, børsnoteringen og senest sagen om salget af Radius, sagde advokaten i marts.

Ørsteds administrerende direktør, Henrik Poulsen, er tilfreds med, at selskabet vinder sagen.

- Vores brug af navnet er en hyldest til H.C. Ørsted, som er en af Danmarks største videnskabsmænd gennem tiderne.

- For snart 200 år siden opdagede han elektromagnetismen og lagde dermed grunden til den måde, vi producerer elektricitet på i dag, udtaler direktøren i en pressemeddelelse.

arrow Læs også: OVERBLIK: Ørsted, McAllan, Jensens og andre navnetvister

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten