20. februar 2020
Gitte Hansen synger og spiller for, når ældrecenter Symfoniens beboere er samlet til rundesang.  Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Gitte Hansen synger og spiller for, når ældrecenter Symfoniens beboere er samlet til rundesang. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Billedserie: Gitte rummer 12 forskellige klovne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billedserie: Gitte rummer 12 forskellige klovne
Opdateret 13. februar 2020 kl. 12:45
Erhverv - 13. februar 2020 kl. 11:42
Af Jeppe Hee Rømer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En lagkage flyver gennem luften og rammer den sminkede klovn i bærret. Alles øjne er rettet mod personen i centrum, og opmærksomheden afbrydes kun, når hovedet kastes tilbage i latter. En klassisk cirkusklovn er en fjollet person, der står i centrum af manegen og tager alt opmærksomheden.

Gitte Hansen er ikke cirkusklovn, men omsorgsklovn, og for sådan en er det lige omvendt.

- Omsorgsklovnen ser den enkelte. Det er mig, der skal se borgeren, og ikke borgeren, der skal se mig, forklarer hun.

12 klovne i en kvinde

Gitte Hansen er så vidt vides Danmarks eneste fuldtidsansatte omsorgsklovn, og hun er tilknyttet alle plejecentre i Næstveds Ældredistrikt Nord. På en måde er Gitte Hansen 13 ansatte i én. Hun er sig selv, og så er hun 12 forskellige klovne - en for hver måned.

Når Gitte Hansen ikke er klovnen Fnug, Ofelia, Frk. Forår, Brumle, Violetta, Vera Vandglad, Flaxe, Frk. Himmelblå, Gyrithe, Bartholomæus Bub eller Nis, er hun bare Gitte Hansen, der arbejder på plejecentrene i Distrikt Nord.

53-årige Gitte Hansen er uddannet skolelærer, og hun hjælper begyndende demente med at lave såkaldte livsplakater, som hjælper dem med at huske og fungerer som udgangspunkt for en samtale om det liv, der er levet. Derudover har hun et »demenskor«, hvor cirka 20 ældre ugentligt kommer for at synge eller lytte.

- Det er ikke alle, der synger, men alle er velkomne, fortæller Gitte Hansen.

Efter interviewet går Gitte Hansen ud af døren, og lidt efter kommer klovnen Fnug ind. Omkring 15 ældre damer sidder i en halvcirkel og venter spændt på, klovnen, der skal stå for dagens rundesang. De fleste sidder i stilhed, men da de nede fra gangen hører en ukulele blive slået an, går der en hvisken gennem forsamlingen.

- Er det klovnen, er der en, der spørger, mens hun lyser op.

Og ja, det er det. Ned ad gangen går Fnug i hvidt tøj og med en rød næse. Hun bukker for forsamlingen, sætter sig ned og slår ukulelen an. Nu er det tid til rundesang. I rundesang skiftes hver deltager til at vælge en sang, som alle synger i fællesskab.

- Rundesang, rundesang, Jytte synger den næste sang, synger Fnug, hvorefter Jytte som den fjerde i træk vælger sangen »Jeg en gård mig bygge vil«.

Lært at spille

For at kunne blive den dygtige klovn hun er, har Gitte Hansen været på klovneskole hos flere dygtige og internationalt anerkendte klovnemestre som blandt andet Patrik Van Den Boom og Deni Denis.

Nogle beboere er ikke så vilde med klovnen, men synes godt om Gitte Hansen, her møder hun op som sig selv. Hun mener dog, at en klovn kan noget helt specielt, som hun ikke selv er i stand til. Nogle beboere og medarbejdere mener, at en klovn er at tale ned til de ældre, men det er Gitte Hansen meget uenig i.

- Klovnen er helt enormt fordomsfri, forklarer hun og uddyber:

- Den ser, hvad der er hos den ældre og er ikke interesseret i, hvad der er forsvundet.

Svært at miste

Selv om det udenpå er sjov og ballade, er der også en mere alvorlig side til det at være omsorgsklovn for demente. Gitte Hansen er glad for jobbet, som hun beskriver som det job, der findes, hvor man får flest kram.

Det kan dog også være svært at arbejde på et plejecenter, for hun skaber tætte forbindelser til de ældre. Nogle bliver hun endda venner med. Men beboerne på plejecentrene er gamle, og derfor kan hun møde ind mandag morgen, og så er hendes ven væk.

- De her mennesker gror ind under huden på mig, og så er det jo hårdt ikke at kunne sige ordentligt farvel, fortæller Gitte Hansen.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten