29. marts 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stigende sygefravær skal ned

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stigende sygefravær skal ned
Egedal - 14. juni 2019 kl. 06:20
Af Casper Suk Thorlacius
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I årene 2014-2017 steg sygefraværet blandt de ansætte på social- og sundhedsområdet i Egedal Kommune fra 7,9 procent til 10 procent, og den tendens skal vendes, mener man i kommunens Social- og sundhedsudvalg, som netop har behandlet sagen, skriver Frederiksborg Amts vis.

Administrationen skriver blandt andet i sagsfremstillingen:

- På baggrund af et større analysearbejde i Center for Sundhed og Omsorg i 2018 er der nu udarbejdet en »Strategi for forebyggelse og nedbringelse af sygefravær i ældreplejen«. Strategien handler om at sikre en god kultur, åben dialog og skabe et sundt arbejdsmiljø, hvor ledere og medarbejdere i fællesskab tager ansvar for, at Egedal Kommune er en attraktiv arbejdsplads.

Målsætninger for strategien er ifølge sagsfremstillingen at sikre færre kortvarige sygemeldinger, et sundt arbejdsmiljø, understøttelse af både ledere og medarbejdere, som har brug for det og skabe stabilitet i hverdagen ved brug af færre vikarer.

- Det er ikke et nyt tema, og vi har længe arbejdet med det. Vi ligger relativt højt på sygefravær, men det kan der være mange forskellige årsager til, siger formand for udvalget, Vicky Holst Rasmussen (S).

Administrationen påpeger i sin analyse blandt andet, at spændet mellem ledere og medarbejdere nogle steder er for stort, og »der kan gå flere uger, hvor ledere og medarbejdere ikke mødes«.

- Det er noget, vi politisk er meget opmærksomme på. De daglige ledere må ikke have så mange medarbejdere under sig, at man for eksempel ikke har tiden til at lave opfølgende samtaler, og ikke har mulighed for at skabe en fælles kultur, siger Vicky Holst Rasmussen og tilføjer:

- De skal have tid og rum til at være ledere, som er tæt på medarbejderne. Det, vi som politikere kan se på, er, om det vil give mening, hvis man inddeler enhederne i mindre teams, så man undgår, at én person er leder for 70 medarbejdere.

Men selv om Vicky Holst Rasmussen erkender, at det stigende sygefravær kan være et problem, skal man ifølge hende dog nuancere billedet.

- Der er nogle typer sygedom, som man er nødt til at trække ud af ligningen. Livstruende sygdomme, sygdomme forbundet med graviditet eller en tilfældighed som at blive ramt af for eksempel en influenza er noget, man ikke kan gardere sig imod, men som samtidig påvirker en sygefraværsstatistik meget. Men det er selvfølgelig vigtigt, at vi får luget ud i det sygefravær, som vi kan. Det gør vi blandt andet ved at sikre, at ledere har de rette værktøjer, så de ikke bliver kontrollanter, men har en understøttende funktion for medarbejderne, som jo heller ikke skal gå på arbejde, hvis de virkelig er syge, siger udvalgsformanden.