
FDF Stenløse-Veksø har holdt årsmøde, og der skete noget af det mest positive, som en FDF-kreds kunne ønske sig. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Lige inden årstallet skiftede til 2021 holdt FDF Stenløse-Veksø sit årlige årsmøde. Mødet var godt besøgt, og det foregik med hensyntagen til Covid-19-reglerne, så en del forældre deltog
hjemmefra via videokonference.
2020 blev i sagens natur et år, hvor også FDF Stenløse-Veksø har mærket coronarestriktionerne. På trods af det, og på grund af et godt samarbejde med FDF Ølstykke, kan FDF Stenløse-Veksø se tilbage på et år med et aktivt børnearbejde, hvor børn og unge fik nogle rigtig gode oplevelser.
De gode oplevelser møntede sig på årsmødet ud i den lidt uventede og meget positive overraskelse, at en række forældre tilbød at deltage i det fremadrettede lederarbejde i kredsen. Dermed kan FDF Stenløse-Veksø fremover lave endnu flere og bedre aktiviteter, og nogle af de garvede lederkræfter, der igennem 20 år har gjort et meget stort arbejde for kredsen, kan aflastes lidt
På årsmødet var der også forældre, der tilbød deres arbejdskraft som administrative hjælpere i bestyrelsesarbejdet.
Ifølge formanden for FDF Stenløse-Veksø, Lars Falk Hansen, var årsmødet et de mest positive længe.
- FDF er nu godt rustet til at lave både nogle gode møder for børnene og også give dem nogle gode naturoplevelser fremadrettet, siger han
FDF Stenløse-Veksø holder møder i »Multihytten« på Barnekæret 4 i Stenløse. Dertil har man en Numlingeklasse i Veksø, der har møde en gang månedligt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her