Medlemmerne i den lokale atletikklub skal gå eller løbe en million meter.
Som i mange andre sportsklubber er den normale træning i Trongårdens IF sat i bero.
For at holde humøret højt og fællesskabet intakt har klubben iværksat onlinetræning for ungdomsatleter på Teams.
Et andet initiativ er ’Trongården løber fra Corona”. Målet er her i fællesskab at gå eller løbe 1 million meter. Alt tæller i den optælling. Om det er runder i haven, en tur rundt om blokken, intervaller mellem lygtepæle eller en klassisk løbe/gåtur.
Initiativet har mobiliseret fællesskabet mellem yngste medlem på syv år, håbefulde talenter, forældre, søskende, trænere og også de mere garvede løbere i et hidtil uset omfang.
Resultaterne indrapporteres, visualiseres og deles dagligt i et simpelt elektronisk værktøj, så alle kan følge med i fremdriften.
De aktive udfordrer og driller hinanden på kryds og tværs, samtidig med at alle kæmper om at samle flest meter. Vinderne fordelt på køn, aldersgruppe og klubtilhørsforhold hyldes til sidst.
Aktiviteten er imponerende, og allerede efter en uge blev 50 procent af målet nået. Så millionen venter lige om hjørnet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her