
Den første store forhinding på vej mod en fremtidssikring af kommunens sportslige flagskib er sikret, og man er nu både spændte og utålmodige i Lyngby Boldklub.
De har ventet og ventet. Og så ventet lidt til, folkene i Lyngby Boldklub. Men nu kan de ånde lettede op. Og det gør de. For Ankestyrelsen har sagt god for, at Lyngby-Taarbæk Kommune kan sende Lyngby Stadion i udbud.
"Det er en stor lettelse for os, og vi er meget glade. Nu ser det ud til, at vejen er banet for et udbud, og det var jo målet for både os i klubben og for kommunen, da denne proces startede," siger den administrerende direktør i Lyngby Boldklub, Andreas Byder:
"Vi håber selvfølgelig, at kommunen går i gang nu, og det er også de signaler, vi har fået hele tiden: At man blot har ventet på Ankestyrelsen for at sende stadion i udbud. Så vi er rigtig glade for, at vi nu kan komme videre."
Selv om man i klubben har skullet være tålmodige og vente på, at processen gik sin gang, er man utålmodige, fortæller Andreas Byder:
"Vi har fulgt med i avisen, hvor der jo har været ubetinget opbakning til projektet fra 90 procent af kommunalbestyrelsen - men som klub har vi omvendt skulle udvise stor tålmodighed og respekt for, at tingene tager den tid, de nu tager, når det skal gøres ordentligt. Det har vi gjort, men nu skal vi videre. Vi er allerede et år forsinkede i forhold til den oprindelige udmelding fra kommunen," siger han:
"Det har kostet mange penge at holde klubben kørende i den periode, hvor vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt. Friends of Lyngby har vist uhørt velvilje i en lang periode, hvor vi reelt ikke vidste, om der ville komme et udbud eller ej - og dermed, om klubben har en fremtid på den lange bane."
Man er også spændte:
"Hvad der skal ske nu, det glæder vi os til at høre mere om. Lige nu fyldet det selvfølgelig mest, at den sidste forhindring for et udbud er ryddet af vejen, og at modellen for frasalg og udvikling af fremtidens Lyngby Stadion holder. Det er ubetinget positivt. Men vi skylder også byen, at udbuddet kommer meget snart. Nu midt i corona er det også noget, der kan virkelig tilføre mange lokale jobs," siger Andreas Byder.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her