
Alle, der har været i området omkring Lundtoftegårdsvej 29-37 og 37a, opfordres til at lade sig teste.
I påsken blev der konstateret enkelte tilfælde af den smitsomme sydafrikanske eller brasilianske variant af coronavirus hos en familie på Lundtoftegårdsvej.
Hvilken af de to smitsomme coronavarianter, der er tale om, er endnu uvist. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med at undersøge tilfældene nærmere.
Det oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune.
Legepladsen i området er i skrivende stund afspærret, oplyser kommunen, som fortæller, at beboerne tager situationen fint og samarbejder.
Kommunen opfordrer samtidig alle, som har været i nærheden af etageejendommene på Lundtoftegårdsvej 29-37 og 37 a til at lade sig teste.
"Der stemmes dørklokker i alle bygningerne rundt om legepladsen, det vil sige på Lundtoftegårdsvej og Akademivej. Det er medarbejdere fra kommunen og Styrelsen For Patientsikkerhed, som står for indsatsen. De er pt. i området. Området er afgrænset af de fire bygninger rundt om legepladsen," oplyste Lyngby-Taarbæk Kommune tirsdag formiddag til Det Grønne Område.
Opsporing, test og rengøring er iværksat. De involverede personer er kontaktet af myndighederne, oplyser kommunen og opfordrer samtidig til at alle, som har været i bygningerne eller har været i kontakt med personer fra området, til at blive testet hurtigst muligt. Kommunen opfordrer desuden til, at beboere holder deres børn hjemme fra skoler og daginstitutioner, hvis de har benyttet legepladsen i området.
Kommunens testened har oprettet et midlertidigt testcenter på Akademivej 3, hvor borgerne fra området kan blive testet.
"Vi opfordrer alle til at blive testet," lyder det fra kommunen.
Der er i Lyngby-Taarbæk Kommune også mulighed for både at blive kviktestet med podning i næsen eller PCR-testet med podning i halsen.
Hurtigtest - den korte podning i næsen: Virumhallerne, Geels Plads 40, 2830 Virum. Alle dage fra kl. 08.00-20.00. Der kræves ikke tidsbestilling. Husk mobiltelefon, da man får en SMS med resultatet.
PCR-test: Lyngby Idrætsby, Lundtoftevej 53, 2800 Kgs. Lyngby i Tennishallen. Åbent mandag - tirsdag - torsdag - lørdag: kl. 08.00-13.45, onsdag - fredag - søndag: kl. 15.30-21.15. Der skal bestilles tid til PCR-test på www.coronaprover.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her