
Året der gik. Et udpluk af de vigtigste begivenheder i september 2020
Samtidig med, at der atter blev fri passage for biler fra Lyngby Torv over Lyngby Hovedgade til Klampenborgvej, meldte letbaneselskabet ud, at nu gik man for alvor i gang med at bygge letbane på Lyngby Station.
Det var letbanens linjeføring under viadukten for enden af Buddingevej, man ville gå i gang med.
Heldigvis skulle viadukten efter planen åbne for biltrafik i september.
Men... Den blev udskudt først en måned. Og siden flere måneder, så vi nu skal frem til slutningen af januar, før viadukten kan åbne igen - og blandt andet aflaste kvarteret omkring Chr. X's Allé.
Mange unge havde glædet sig til en skaterbane på Grønningen i Virum. Men ikke naboerne, og de havde klaget så effektivt, at åbningen af banen blev udsat - selv om borgmesteren i en pressemeddelelse efter sommerferien glædestrålende havde meldt ud, at hun glædede sig over, at banen var klar til at åbne.
Det var den så ikke.
September var en måned, hvor det var tydeligt, at sommerens afslappethed var overstået. De dårlige nyheder stod ikke lige frem i kø, men der blev flere og flere af dem.
En af dem var - for nogle - at de afsluttende forhandlinger om budgettet helt tydeligt pegede hen imod en skattestigning.
En anden var, at coronafreden var forbi.
Mens vi ventede på coronaens anden bølge, steg smittetallet, og det var tid for nye restriktioner. Forsamlingsforbuddet blev sænket fra 100 til 50, restauranter, barer og cafeer fik begrænset åbningstid. Også besøg på plejehjem blev igen begrænset.
Liv i Lyngby var aflyst, og i kølvandet på dén aflysning kom endnu én, der kunne mærkes: Hubertusjagten i Dyrehaven blev for første gang siden 2. Verdenskrig aflyst. Og ja: Det var coronaens skyld.
Coronaen havde også kastet nok godt af sig: Støtte og opbakning til handelslivet i Lyngby-Taarbæk. Handelsforeningen indførte, da coronaen for alvor holdt sit indtog i foråret, et såkaldte borgermedlemsskab, og den første, store optælling var man yderst tilfredse med. 130 borgere havde valgt at meldte sig ind i foreningen for både at støtte foreningens medlemmer og selv høste de fordele, der er ved et borgermedlemsskab.
De prikker, som blev malet i asfalten på cykelstierne fra DTU i Lundtofte til det centrale Lyngby, skabte debat.
Var det spild af skattekroner, når nu borgerne skulle til at slås med en skattestigning? Eller var det et godt, bæredygtigt initiativ, som skulle binde byen godt sammen?
Bølgerne gik højt. Borgmesteren kunne godt forstå, at hendes borgere undrede sig, men hun syntes dog, at det var en god idé med de prikker. Ifølge hende var der tale om et såkaldt nudging-projekt, som skulle skabe en adfærdsændring, så de mange studerende på DTU kunne komme til bymidten og gøre brug af de mange gode tilbud dér.
Imens kunne man så glæde sig over, at planerne med det nedlagte Landbrugsmuseum på Kongevejen var kommet så langt, at et forslag blev sendt i høring.
Landbrugsmuseet var blevet overtaget af et firma, som ville lave bilmuseum, café, butik, restaurant, kontorer, lager, værksted og bilforhandler i de fine, gamle bygninger.
En større historie om skimmelsvamp på Lyngby-Taarbæk Kommunes satellitrådhus på Toftebæksvej 12 fandt vej til Det Grønne Områdes spalter.
Både enkelte medarbejdere og kommunen havde kæmpet i årevis for at få løst problemerne.
Vi udrullede en historie om, at enkelte medarbejdere var blevet syge af at gå på arbejde i lokalerne, som blandt andet huser kommunens Jobcenter.
Vi fortalte, hvordan Lyngby-Taarbæk Kommune havde forsøgt at få udlejer i tale. Sagen var kommet så langt, at Arbejdstilsynet havde nedlagt påbud om, at kommunen skulle undersøge indeklimaet i lokalerne.
Hele vejen igennem var der dog politisk opbakning til forvaltningens håndtering af sagen, selv om både enkelte medarbejdere og eksperter forholdt sig kritisk.
Lokalerne på Toftebæksvej skulle bruges til at genhuse en lang række af de medarbejdere, der skulle flyttes ud af rådhuset, når det skulle totalrenoveres.
Der blev aldrig helt stille hos Venstre i Lyngby-Taarbæk. September måneds Venstre-historie blev historien om, at partiets lokale formand, Lis Coskun Laursen, valgte at gå før tid.
Efter at have været centrum i flere års magtkampe fortalte hun, at hun ikke længere havde benzin nok på motoren.
Hun blev afløst af næstformand Jens Dissing Odgaard, der som noget af det første meldte ud, at man ville gå i gang med at inklinere for de to frafaldne Venstre-folk i kommunalbestyrelsen, løsgængerne Henriette Breum og Inge Sandager.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her