

Se billedserie
Man kan godt blive en smule skør i disse coronatider, hvor mange er hensat til eget eller de absolut nærmestes selskab.
Men skulle du have vandret rundt i nærheden af Teknikerbyen ved aftenstide og tænkt nu rabler det - er det englesang jeg kan høre, så kan vi fortælle, at der er tale om et jordisk fænomen.
De seneste to torsdage har det lokale Nordglød Kammerkor nemlig øvet på den tomme parkeringsplads under Teknikerbyen.
Koret blev etableret sidste år af dirigent og korleder Karen Ertbølle Madsen. Det består af 23 sangere både damer og herrer, og i efteråret øvede koret ihærdigt på en julepremiere, der aldrig blev til noget. Nu er repertoiret skiftet ud med forårs- og sommersange. Men det kan være svært rigtigt at få stemmerne til at blomstre, når man skal sidde bag hver sin computerskærm og kun kan høre korlederen og sin egen stemme.
Noget måtte gøres for at få energien tilbage i det nyetablerede kor, så Karen Ertbølle Madsen tog ned til Teknikerbyen. Trallende gik hun rundt på området for at teste akustik og vindforhold indtil det bedste spot blev lokaliseret ved rygeburet foran nummer 23.
Her satte hun koret stævne, hvorefter hun pakkede bagagerummet med sit elklaver og kørte den blå Nissan Leaf ind i p-kælderen, hvor den passende kunne levere strømforsyning til klaveret.
De seneste to torsdage har de tapre sangere nu stået med huerne trukket godt ned om ørerne og forsøgt at se og holde styr på noderne iført luffer og pandelampe alt imens de synger om "Den lyse nat". Og sådan en aften, hvor temperaturen lige sniger sig op på 2 graders, så kan det muligvis være svært at forholde sig til.
De er lige nu 23 sangere og koret dirigeres af Karen Ertbølle Madsen.
Koret har plads til max 28 sangere og vægter en god balance mellem stemmegrupperne. Så hvis man har en glad korsanger i maven, så er man velkommen til at kontakte dirigenten på 40901669 og aftale en optagelsesprøve. Nodelæsning er ikke et krav, men kor-erfaring og nodekendskab er nødvendigt.
Men kordirigent Karen Ertbølle Madsen gør sit til at holde humøret højt, med store armbevægelser og en utvivlsom kærlighed til musikken lover hun at arrangementet kommer til at sidde lige i skabet, når de igen kan få lov til at optræde.
Og sangerne- ja de iklæder sig gerne flyverdragt og dynejakker for at kunne få lov til at genopleve følelsen af, at skabe noget sammen og ikke kun hver for sig.
Så når man der midt i det iskolde marts mørke hører lyden af den danske sommer, så breder optimismen sig. Måske har man faktisk hørt englene synge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her