5. juni 2020
Lillan Albeck har stort set lukket sig inde i huset for at forblive rask og klar til at besøge sin mand, når det bliver muligt . Foto: Frank S. Pedersen
gallery icon

Se billedserie

Lillan Albeck har stort set lukket sig inde i huset for at forblive rask og klar til at besøge sin mand, når det bliver muligt . Foto: Frank S. Pedersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pårørende: 'Det værste er uvisheden om, hvad det gør ved ham, at jeg ikke er der'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pårørende: 'Det værste er uvisheden om, hvad det gør ved ham, at jeg ikke er der'
Det Grønne Område - 29. marts 2020 kl. 17:09
Af Frank S. Pedersen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Lillan Albeck er pårørende og meget alene. Hendes mand, Henning Jensen, er ramt af tre svære demenssygdomme og bor derfor på plejehjem, hvor hun før coronasmittefaren var sammen med ham hver dag. Kommunen har i tråd med regeringens retningslinjer forbudt besøg.

"Henning efterlod i sin tid tomme vægge og stuer, da han flyttede. Væggene og stuerne bliver fyldt op igen med tiden, men der er et tomrum i mit hjerte, og nu kan jeg ikke engang være sammen med ham," fortæller hun om den virkelighed, der har ramt hende hårdt. Hun betragter ellers ikke sig selv som en besøgende, hun og Henning er gift, og der hvor han bor, er også hendes hjem, slår hun fast.

"Det værste er uvisheden om, hvad det gør ved ham, at jeg ikke er der. Jeg kan ikke ae ham på kinden, have samtaler og den kropslige kontakt, som er nødvendig for at stimulere ham. Ellers forfalder hjernen og kroppen går til, det er derfor man kan dø af demens. Jeg er bange for, at hvis han ikke får mig, et kys på kinden, at det går ud over hukommelsen. Når jeg ikke er der, så.... Men jeg har indspillet 'vores sang' som personalet så spiller for ham, og han hører min stemme og husker mig, siger de."

"Jeg kan tale i telefon med ham, men han kan ikke selv holde på telefonen, så det må personalet hjælpe til med. Det betyder, at det ikke bliver en intim samtale. Heldigvis kan han godt forstå, at det er mig han taler med, og han kan både udtrykke og modtage kærlighed gennem telefonen. Og det at høre hans stemme gør mit hjerte glad - men bagefter græder jeg."

Pas nu på smitterisikoen

Hun er selv i risikogruppen med sine kroniske lidelser som diabetes, og holder sig derfor for sig selv i hjemmet.

"Nogle spørger mig, 'hvorfor går du ikke bare ind til ham?', men jeg respekterer myndighedernes indsats for at begrænse smitten. Det er også derfor jeg bliver fortørnet over alle de, der åbenbart ser stort på smittefaren. Jeg synes vi skal gøre, som der bliver sagt, og så kan vi, når alt det her er overstået, tage diskussionerne om reglerne er rigtige eller ej," mener Lillan Albeck.

Selv om hun ikke selv må komme på plejehjemmet, så lever plejepersonalet deres liv ved siden af arbejdet, og bevæger sig rundt i samfundet, og er i potentiel risiko for at blive udsat for smitte, hvis ikke alle passer på.

"Jeg har talt med plejehjemmet i dag, og de er gudskelov ikke ramt af sygdommen," siger hun, der dog samtidig er bange for konsekvenserne af retningslinjernes opfordring til, at der holdes afstand til beboerne. "Henning har brug for den menneskelige kontakt," gentager hun. Og understreger, at det ikke er en kritik af personalet.

Slået ud og gået i stå

Hendes situation synes håbløs og fastlåst. Selv om det endnu kun har drejet sig om et par ugers adskillelse og isolation kommer ensomheden og magtesløsheden snigende.

"Følelsen af ensomhed er i hvert fald tidoblet. Jeg fortæller om det her, fordi jeg ved, at der sidder flere som mig derude. Som pårørende til en demensramt er sorgen og savnet der altid. Det er en angst man lever med og den er større nu. Jeg er blevet slået ud af det her, gået i stå. Når man hører om andre, der bruger tiden til at male huset... Der er jeg slet ikke. Velmenende venner og familie spørger, 'hvorfor går du ikke bare en tur og får noget luft?' det kan jeg ikke tage mig sammen til. Ordet 'bare' er uoverkommeligt for mig."

Lillan Albecks viden om demens har hun hidtil delt med kommunens personale og i foreningsregi. Hun evner også at se sin egen tilstand udefra.

"Det er en naturlig reaktion for pårørende til en demensramt, man er jo magtesløs i forvejen over for sygdommen," fortæller hun.

Sådan hjælper du

Lillan Albeck har også erfaringer med, hvordan hun kan hjælpes, så håbløsheden kommer lidt på afstand.

"Jeg har familie og gode venner, der hjælper med indkøb og praktiske ting. Jeg bliver glad, når nogen har været forbi og afleveret en pose brød og blomster på dørtrinnet. Og jeg har spillet Trivial Pursuit med min niece på ipad'en. Jeg kan godt lide brætspil, og de ved hvor de kan finde mig, jeg går ingen steder," siger hun.

"Det kan også være at gøre noget godt for Henning, for eksempel aflevere lidt godter til ham på hjemmet. Det at gøre noget for ham, gør også noget for mig," fortæller hun og vender tilbage til sine bekymringer for ægtemanden.

"Jeg passer på mig selv, så jeg er klar til at tage hen til Henning, så snart det bliver muligt. Og hvis jeg blev syg, hvad ville der så ske med Henning?"

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?