På ældreområdet er der fortsat smitteudbrud, mens skoler, dagtilbud og socialområdet stort set går fri
På Plejecenter Baunehøj var der kun 10 borgere tilbage i isolation, da et nyt udbrud ramte. Det endda på den afdeling, der som den eneste endnu ikke havde været hårdt ramt.
Lyngby-Taarbæk Kommune oplyser, at otte borgere her er konstateret smittet.
Til gengæld begynder det at lysne på de andre plejecentre.
"Alle andre plejecentre og Træningscenteret er på vej ud af udbrud, så forhåbentlig kan besøgsforbuddene snart erstattes af besøgsrestriktionerne," oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune, som ansætter mere personale for at imødekomme behovet for flere testspor, da ældreområdet nu skal testes hver syvende dag.
"Vi foretager nu selv test ved udbrud, og ligeledes vil vi selv kunne teste borgere i hjemmeplejen, som ikke selv kan komme hen på teststederne og stå i kø," skriver kommunen.
På skoleområdet melder kommunen om ingen smittetilfælde blandt de fremmødte børn og medarbejdere, der er vendt tilbage efter nytår. Til gengæld har Bondebyens Børnehave, Taarbæk Børnehus, Børnehuset Mælkevejen og Børnehuset Spurvehuset hver ét smittetilfælde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her