21. september 2021
Arne Sivertsen har meget godt at sige om hjemmeplejen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Desværre fylder de svigt, han oplevede, dog mest. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
Arne Sivertsen har meget godt at sige om hjemmeplejen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Desværre fylder de svigt, han oplevede, dog mest. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hjemmeplejens omsorgssvigt af Arne: Fik ikke aftensmad, blev ikke hjulpet i seng, og hjælpen var 'utilregnelig'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hjemmeplejens omsorgssvigt af Arne: Fik ikke aftensmad, blev ikke hjulpet i seng, og hjælpen var 'utilregnelig'

Kræftramte Arne Sivertsen blev udsat for omsorgssvigt af hjemmeplejen, skrev hans veninde i et læserbrev i Det Grønne Område. Nu fortæller han selv om sine oplevelser med ustruktureret hjemmehjælp og at falde i søvn uden at have fået aftensmad eller være blevet hjulpet i seng.

Det Grønne Område - 28. juli 2021 kl. 05:30
Af Mikkel Brøgger Petersen

I størstedelen af sit 86 år lange liv har Arne Sivertsen været aktiv. Han var i 50 år frisør og blandt de bedste, når der var københavnsmesterskaber i klip. Mange penge blev lagt på restauranter, og der blev danset meget.

arrow Læs også: Søn til omsorgssvigtede Arne: 'Hjemmeplejen i kommunen virker simpelthen ikke'

Efter sin kones død i 2017 engagerede han sig i så meget frivilligt arbejde som muligt. Han blev demensveninstruktør, kørte ture med ældre mennesker, spillede 500 med en ældre dame gennem halvandet år og dansede erindringsdans for at vække ungdommens dage til live.

Ensomheden kommer af sig selv, siger han, men det gør vennerne ikke.

Han begyndte også at rejse. Han dansede zumba og dyrkede yoga. Og maden begyndte han selv at lave.

"Som frisør var jeg vant til at tale med mange mennesker, så derfor var jeg nødt til at søge kontakt med andre mennesker," siger han.

Arne Sivertsen fortæller om sit liv siddende i den lejlighed, som Lyngby-Taarbæk Kommune har stillet til rådighed. Og som han ikke er sen til at rose kommunen for. Han roser også rollatoren og kørestolen. Og hjemmeplejen generelt.

Skammeligt

Anledningen for samtalen er dog den del af hjemmeplejen, der fortjener ris. Tidligere på måneden skrev hans veninde Nina Harboe et læserbrev om, hvordan han var udsat for omsorgssvigt. Om hvordan han som morgenmenneske først får hjælp om formiddagen og om manglende rengøring. Til mere alvorlige svigt som ikke at få aftensmad, ikke blive lagt i seng og ikke få sine piller, hvilket alt sammen er Lyngby-Taarbæk Kommunes ansvar.

"Det er skammeligt at byde en ældre syg og svækket borger en behandling, og ingen forklaring er god nok. Det er svigt. Omsorgssvigt," skrev hun.

Arne Sivertsens pårørende fortæller, at morgenmaden mange gange først kom et stykke op af formiddagen, selv om han er morgenmenneske. Hans tøj måtte de helt selv vaske, og tiderne for aftensmad sprang meget.

"I hans alder er det rart med en fast rytme, men aftensmadtiden kunne springe tre-fire timer," siger hans søn Kiehn Westh.

Nina Harboe er enig. Hun tilføjer:

"Det har også været lidt som vinden blæser, når han skulle have målt sit blodsukker," siger hun.

Er så træt

Det Grønne Område besøger Arne Sivertsen i sin lejlighed på en sommerdag, hvor det kolde glas vand ved siden af hylsteret med piller hurtigt går fra koldt til lunkent. Og som bliver udskiftet med et nyt glas koldt vand af hjemmeplejeren.

For cirka et halvt år siden fik han konstateret kræft i hjernen. Overlægen vurderede, at han nok havde to måneder tilbage.

"Men jeg er med i en mandeklub, hvor der er fire læger. Og de siger, at lægerne altså også kan tage fejl om, hvor lang tid jeg har tilbage," siger han.

Talen flyder uden problemer i klare, velovervejede sætninger, kun afbrudt af enkelt øjeblikke, hvor der ledes efter ordene. Eller der lige skal trækkes luft ind og samles kræfter.

Han taler, mens han er halvt liggende i sin dybe, brune sofa, hvor han tilbringer det meste af sin tid.

"Jeg ligger her næsten hele dagen. Tre gange om dagen lægger jeg mig ind i min seng. Alle spørger, om jeg har ondt, men det har jeg ikke. Jeg er bare så træt, at jeg næsten ikke kan rejse mig fra sofaen. Jeg skal have hjælp til næsten alt," fortæller han.

Angst for at falde

Den aften, hvor hjælpen ikke kom, blev derfor en aften, han aldrig glemmer, fortæller han. Til aftensmad skulle han have hakkebøffer, og hjemmehjælpen plejer at komme mellem klokken 17 og 19. De var stillet frem, men ingen kom for at varme dem i mikrobølgeovnen og servere dem for ham.

Selv at skulle varme maden og stille den ind i stuen er "helt umuligt", siger han.

"Jeg lå på sofaen, for jeg har angst for at falde. Jeg er før faldet og måtte på hospitalet. Det er et mareridt bare at komme over til rollatoren," siger han med rollatoren stående lige ved siden af sig.

Han ventede også forgæves på hjælpen til at komme i seng den aften. Og klokken 23 faldt han i søvn med alt sit tøj på.

"At ligge og vente forgæves på en hjælp, som er uundværlig, og som man forventer kommer, er et mareridt. I mit liv har jeg gået meget op i tøj, og jeg har aldrig prøvet at have det samme tøj på så længe. Jeg ved, at hjemmeplejen skal komme, men alligevel smutter det sommetider. Og det er dét, der er så kedeligt og utilregneligt," siger han og fortæller, at det netop er lige inden, han falder i søvn, at tankerne om døden melder sig.

"Sommetider ligger jeg om natten, kigger op i loftet og filosoferer om døden. Jeg er med i så mange ting, og jeg er så glad for livet, så det er for tidligt at stoppe. Jeg tænker, hvor godt livet kan være, selv om man er syg. Jeg er i forbindelse med så mange mennesker, og alt, jeg har givet, får jeg nu igen, og det er jeg så glad for," siger han.

På dette tidspunkt i samtalen er svarene kortere. Der er flere ophold mellem sætningerne, der er brug for at trække mere luft. Vi bliver enige om at fortsætte samtalen på et andet tidspunkt. Med hjælp kommer han op til sin rollator og ind i soveværelset.

Det dårlige fylder mest

Når man træder ind ad døren i Dronning Alexandrines Hus, forlader man larmen fra Bernstorffsvej i Hellerup, og kommer ind i stedets have med rolige, grønne omgivelser, som beboerne på Sankt Lukas Hospice har udsigt til.

På hospicet giver man mennesker med livstruende sygdom lindrende behandling og pleje.

Siden vores første møde er Arne Sivertsen flyttet ind på Sankt Lukas Hospice. Han sidder med udkig til haven. Heller ikke denne gang er han sen til at uddele roser.

"Det er det fineste hotel, jeg har været på. Servicen er så fin, og de er så søde, så søde," siger han.

Vi vender tilbage til de svigt, han oplevede i hjemmeplejen. Og hvad de betød, når han nu ser tilbage på sin tid med hjemmehjælp.

"Personalet gjorde alt, hvad de kunne, og de var fantastiske. Det er toppen, man kan kritisere. Det er dem, der dirigerer og organiserer. Det er dem, der sørger for, at der ikke skal være huller," siger han og fortæller, at han aldrig fik en plan over den hjælp, som han kunne forvente.

"Jeg fik aldrig en plan, og den manglede jeg, for jeg kunne ikke regne med noget som helst. Jeg vil gerne vide, at der kommer én klokken 18 og giver mig mad. Og der kommer én og lægger mig i seng," siger han.

"Så de dårlige oplevelser fylder en del. De fylder måske syv ud af ti, når jeg kigger tilbage," siger han.

Må ikke opleve svigt

Lyngby-Taarbæk Kommune er blevet forelagt Arne Sivertsens oplevelser og kritik. Centerchef for Sundhed og Omsorg, Charlotte Aagaard, siger, at man ikke kommenterer på enkeltsager, men siger dog:

"Alle borgere skal have den hjælp, som de har brug for og er berettiget til. Det må ikke ske, at sårbare borgere oplever svigt og står hjælpeløse tilbage. Generelt kan manglende registrering af et besøg skyldes menneskelige og tekniske fejl og/eller en kombination heraf. Normalt får borgere får altid en bevillingsskrivelse, når de visiteres til hjælp," siger hun.

- Hvordan sikrer man, at det ikke gentager sig?

"Der følges op i alle de sager, som forvaltningen får kendskab til. Vi gennemgår hændelsesforløb, registreringer og dokumentation og arbejdsgange. Målet er at udrede den enkelte sag, om nødvendigt straks at følge op, skabe læring og ikke mindst sikre en velfungerende og god omsorg og pleje med så få fejl som muligt," siger hun.

- Hvor ofte sker der lignende tilfælde i hjemmeplejen?

"Forvaltningen har ikke kendskab til lignende tilfælde. Vi er meget kede af de oplevelser, som borgeren og pårørende har haft, men kan som nævnt ikke udtale os konkret om denne eller andre sager. Der er dog ikke grund til, at andre skal føle sig utrygge ved, om besøg planlægges. Det gør de, men der kan ske en fejl. Vi bestræber os på, at borgerne skal kunne regne med vores hjemmepleje.

- Er der tale om et enkeltstående tilfælde eller et generelt problem?

"Der er ikke et generelt problem i forhold til planlægning af besøg og udsendelse af bevillingsbreve," siger hun.

Synes du, at kommunen er der for dig?