
Seks etager, 78 nye hotelværelser og 34 longstay-værelser står færdige på Lundtoftegårdvej klar til at tage imod de første gæster til september
Det nye Zleep Hotel på Lundtoftegårdvej i Lyngby står nu færdig, og totalentreprenøren Pihl & Søn A/S har afleveret sidste etape af hotellet til bygherren Benjamin Capital ApS.
Hotellet tager efter planen imod de første gæster til september.
Det nye hotel er tegnet af Årtidernes Arkitekter og er i seks etager med 112 værelser i alt - 78 traditionelle hotelværelser og 34 af de såkaldte longstay hotellejligheder med eget køkken til længere ophold.
Pihl & Søn A/S vandt totalentreprisen i efteråret 2018 og flyttede ind på byggepladsen i december samme år.
Allerede i marts i år kunne Pihl aflevere første del af totalentreprisen, der bestod af et Fitness World-træningscenter i to etager i kælder og stueplan.
Begge etaper af byggeriet er dermed afleveret til tiden.
Hos bygherren Benjamin Capital er der tilfredshed med både kvaliteten i det færdige byggeri og samarbejdet med Pihl & Søn A/S.
"Vi har været glade for samarbejdet med Pihl og er tilfredse med slutproduktet. Vi har i fællesskab løst opgaven på konstruktiv vis og ser frem til at arbejde sammen med Pihl igen i fremtiden," siger Johnny Laursen fra Benjamin Capital i en pressemeddelelse.
jesl
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her