Det er en god ting, at der nu i DGO kommer fokus på ældreplejen i kommunen, og det er da glædeligt, at lokalformanden for Ældresagen også ytrer sig.
Han ved om nogen, hvordan det politiske og administrative lag i kommunen fungerer. Men helt ærligt, det er ikke noget nyt, hør bare her!
Min far døde i efteråret 2002 på plejehjemmet Virumgaard efter ca. halvandet års ophold, de ting jeg her fremdrager ligger altså omkring 20 år tilbage.
I weekenderne var der på det beboerafsnit min far var på, to ansatte på vagt ad gangen. Der var 15 beboere, måske lidt færre, det kan være svært at huske. De to ansatte skulle, foruden pleje og pasning af beboerne, anrette kold aftensmad, og servere/spise denne sammen med beboerne.
Ældre mennesker som f.eks. skal have hjælp til toiletbesøg, har det nogenlunde som små børn. De skal når de skal, og det kan meget dårligt udsættes. Men når de stakkels ansatte skulle anrette aftensmåltidet, kunne de naturligvis ikke samtidig yde hjælp til toiletbesøg.
Derfor blev toiletbesøget udskudt, og det gik som det nu kunne gå - en historie man ofte har hørt! Det er som sagt 20 år siden, og det handler jo om personalenormering, hvilket jo igen handler om penge og bevillinger.
I øvrigt, som et lille NB til slut: De ansatte i weekenderne var ikke så sjældent unge studerende, der arbejdede som vikarer. Det er der ingen grund til at pege fingre af, for de gjorde, hvad de kunne, men professionelt var det ikke. Engang glemte en vikar at møde op, hvad der betød, at et afsnit var uden personale i en time. Ingen opdagede det, og heldigvis skete der ingen skade.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her