Hvad venter vi på?
Hvis det er klimakrisen, så er den her allerede...
Den tårner sig op ude i horisonten på størrelse med en tsunami.
Vandet er begyndt at trække sig tilbage, nu hvor vi ellers har vænnet os til, at det skulle begynde at stige (endnu mere). Men tag ikke fejl - vigende vandstand er et ildevarslende tegn.
Hvad tænker vi på - jeg forstår det ikke?
Er det helt banalt psykologisk således, at vores ego ikke forstår en advarsel eller fare, medmindre det er en helt akut, alvorlig advarsel som kniven for struben?
Tænker vores sind, vores ego "Det er nok ikke så slemt... vi skal lige ha lidt mere velfærd, nogle flere og større biler, købe lidt mere af al ting, udrydde lidt flere arter, holde lidt flere dyr i kz-lejre fx grise, kyllinger og mink, fælde noget mere skov, brænde noget mere fossil energi af, sætte en ny CO2-rekord, spise nogle flere dyr og bruge enorme resurser på vores kæledyr, fylde verden med militær og våben, så vi kan slå nogle flere af hinanden ihjel og bruge resurser på mere militær"?
Eller venter vi på lige at se tiden an, se, hvad de andre gør, lige foretage nogle flere overspringshandlinger.
Hvad tænker vi dog på? Hvad venter vi på?
Svaret er naturligvis helt enkelt. Eller blæser i vinden. Imens kommer vandet. Lokalt og globalt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
