11. april 2021
Lyngby Boldklub - fodboldkamp mellem Lyngby og Værløse. Lyngby var nærgående i 1. halvleg, hvor Værløses målmand her afværger et angreb, 1950?erne.
gallery icon

Se billedserie

Lyngby Boldklub - fodboldkamp mellem Lyngby og Værløse. Lyngby var nærgående i 1. halvleg, hvor Værløses målmand her afværger et angreb, 1950?erne.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Besættelsen: Uddrag af bogen om Lyngby BK

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Besættelsen: Uddrag af bogen om Lyngby BK

Vi bringer kapitlet 'Besættelsen' fra Hans Bjerg-Pedersens aktuelle bog om Lyngby Boldklub, 'De Kongeblå 100 år'.

Det Grønne Område - 08. marts 2021 kl. 14:00
Af Af Hans Bjerg-Pedersen, fhv. formand, Lyngby Boldklub
arrow Læs også: Ugens lokalhistoriske billede: Lyngby Boldklub 100 år

Lad mig indlede dette kapitel med at citere Oskar Larsen for en bemærkning om, at Kick Off ikke havde været underkastet censur under besættelsen. Bladet havde set dagens lys i 1944 med Oskar Larsen som redaktør. Der var papirrationering og ikke mange midler. Men det overlevede indtil den digitale tidsalder indhentede det og nåede vel i alt mere end 50 årgange.

Men to begivenheder havde man måttet fortie i perioden.

For det første var der en episode med fabrikant Berg, som tilmed var æresmedlem i boldklubben. På et tidspunkt donerede han 10.000 kroner til klubben, mere eller mindre anonymt via formanden, Harald Ågesen, som man måske vil vide, tillige er forfatter til vores klubsang.

Da det gik op for bestyrelsen, hvor pengene var kommet fra (beløbet svarer vel i nutidskroner til langt over en million), og da man samtidig vidste, at fabrikanten var værnemager, var fanden løs.

Pengene blev tilbagebetalt prompte, hvilket fremgår af klubbens regnskaber for året. Hr. Berg blev fjernet fra listen over æresmedlemmer, men hvad værre var - Harald Ågesen blev konfronteret med et mistillidsvotum.

Sagen sluttede med, at der blev afholdt et bedre Oxfordmøde, hvor Harald Ågesen var repræsenteret af en landsretssagfører, som var så overbevisende, at formanden blev officielt renset, og dermed kunne fortsætte sit i øvrigt fremragende arbejde for klubben.

Kommunen var ikke i større grad præget af besættelsen og modstandskampen. Alligevel blev der etableret den såkaldte Lyngby-Gruppe, som blev ledet af blandt andre medlemmer af lærerkollegiet på Statsskolen, og som fortrinsvis beskæftigede sig med illegale blade og bistod med at hjælpe jøderne over Øresund.

Kick Off var dog forhindret af censur i at berette om tabet af Egon Petersen, som var en fortræffelig juniorleder.

Natten mellem den 17. og 18. januar 1945 kom han i skudduel med Hipokorpsets milits, og blev såret dødeligt. Man var nødt til at fortælle omverdenen at han var blevet syg. Kick Off beskriver tabet som smerteligt, da Egon Petersen var højt skattet for sine lederevner og store kærlighed til klubben.

Han døde ikke med det samme af sine sår, men det beskrives, at han ikke på noget tidspunkt fortrød sit arbejde for Danmarks befrielse. Rolig og besindig til det sidste, affandt han sig med sin skæbne.

"Dø, om så det gælder".
Næsen
Det var ikke ofte, LB ramte de landsdækkende medier dengang. Men en sag tiltrak sig dog så stor interesse, at den blev omtalt "worldwide".

Klubben var i bekneb for penge (der var den igen!) og kreativiteten florerede. Igen var Harald Ågesen i fokus.

Boldklubben havde opkøbt en række billetter til en pokalkamp mellem AB og FREM. Disse billetter blev videresolgt med et gebyr på 75 øre til klubbens medlemmer.

Bladene skrev:" Sortbørsgrossister" - "Sportsklub som kædehandler" - shitstorm i den store målestok. Igen måtte Ågesen på banen, idet DBU's forretningsudvalg havde fået til opgave at være opmand i sagen.

Forretningsudvalget siger i sin kendelse, at adfærden ikke er korrekt, men at man i øvrigt ikke vil foretage sig yderligere i sagens anledning.

Faneindvielsen

Var der da slet ikke nogen positive begivenheder, nu vi holder os uden for fodboldbanen.

Jo, da!!
Patriotismen havde i sagens natur gode kår under besættelsen. Og d. 29. marts 1945, kl. 13.30 indviedes klubbens fane.

Takket være fruerne Teglers og Hartvigsen, der indsamlede midler fra store og små, kunne der afholdes faneindvielse i Tennishallen på Engelsborgvej.

Det blev slået stort op, og på plakaten var toppen af dansk underholdningsliv med navne som Ludvig Brandstrup, Chr. Arhoff og Lilly Broberg fra Apollo. Gerda Gilbo optrådte med Poul Reichardt suppleret af operasanger Frans Andersson. Selveste Ib Schønberg bidrog til festlighederne.

Det kostede henholdsvis 3 kroner for de dyre pladser og kr. 2,50 for cowboyrækkerne - det blev en overdådig skærtorsdag, så vær venlig at behandle vor fane med den respekt det tilkommer den.

Lyngby Stadion

Inden jeg går over til hvad der skete på fodboldbanerne i de år, er det vigtigt på dette sted at fortælle om planerne for det nye stadion.

Allerede i 1908 havde forløberen for LB, boldklubben Sorgenfri, etableret sig på Nørgårdsvej, og havde modtaget tilskud fra Kong Christian d. X på kr. 100 til at betale baneleje.

i 1943 erhverver kommunen så det nuværende areal på 15,56 ha fra Københavns Kommune.

Arealudgifterne androg kr. 184.667 til erhvervelsen, anlæg af træningsbaner til fodbold og håndbold kr. 149.000. Opvisningsbanen kr. 231.000 - i alt blev der anvendt kr. 868.200 til det samlede projekt.

Sognerådsformand, Ingvar Nørgård skriver i sin nytårshilsen til klubben (og de øvrige stadionbrugere) at det ikke er så få penge, sognerådet bruger på idrætten.

Han mener dog, at det er den almindelige opfattelse, at denne udgift har sin berettigelse, al den stund, ungdommen har godt af at mødes på sportspladserne. Stadion har været prioriteret således i budgetterne, at planen først skulle realiseres, når idrætsanlæggene på skolerne var fuldt udbygget.

Besættelsestiden satte dog også her sine spor, så først i 1949 kunne det nye stadion tages i brug. Den kommunale beslutningsproces har altid været omhyggelig og tilbundsgående, specielt når det gælder idrætsområdet.

Fodbolden

En af de vigtigste forudsætninger for at spille god fodbold er, at man har en dygtig træner.

I LB har vi gennem tiderne hentet trænere i Boldklubben FREM. Ikke kun almindelige "Fremmere", men deciderede koryfæer, og den første af dem var ingen anden end navnkundige Pauli Jørgensen, der tiltrådte jobbet i 1941.Han var født i december 1905 og fik navnet Etvin Carl Pauli Jørgensen. Han nåede at spille 47 landskampe og scorede 44 mål. Ved DBU's 50-års jubilæum blev han kåret som den mest værdifulde spiller i Unionens 50 års historie.

Det var altså ingen hvem som helst der tiltrådte jobbet som 1. holdstræner i LB i 1941. Økonomien var stram, fordi indtægterne ikke fulgte med den kolossale udvikling klubben oplevede i medlemstallet, men man traf alligevel beslutningen. Oprykningen til mellemrækken skulle cementeres.

Tiltrædelsen skete samtidig med indvielsen af ASA-banen, hvilket i nogen grad aflastede Engelsborgbanen.

Træningsmængden blev under Pauli sat væsentligt i vejret, og det resulterede da også i en meriterende debutsejr i Næstved, hvor det efter sigende var konditionen, der gjorde udslaget. Da vi i 1970 fik en anden Fremmer, Ejner Olsen, som træner, havde han spillet på hold med Pauli. Følgende anekdote fortæller lidt om, hvilken personlighed han var. Frem skulle møde KB i Parken, og det viste sig, at det meste af holdet havde været til "åreknuderally" på Damhuskroen aftenen før. Det var tydeligt at se på banen, og endnu værre var, at i særdeleshed en af spillerne gjorde hvad han kunne for at undgå bold og modspillere. Ved pausen stod det derfor 2-0 til KB. Som anfører stillede Pauli sig op og leverede en skideballe, der endte med at føromtalte spiller fik besked på, at han ikke skulle med ud til 2. halvleg, som blev gennemført med 10 mand . Frem vandt 3-2.

Læserne må tilgive mig, at jeg springer lidt i kronologien, men vi skal hen til midt 60-erne før vi mødte den næste Fremmer. Leo Nielsen overtog vores talentfulde ynglingehold, der nu var blevet til divisionshold. Han var også "jernmand", forsvarsspiller, der gerne trænede i bare fødder, og sparkede hårdere til bolden uden "sko" end de fleste af spillerne i førsteholdstruppen.

Den sidste Fremmer var Ejner Olsen, som overtog holdet i 1970. Med ham som chef spillede og vandt vi semifinalen i DBU's landspokalturnering. Det var ham, der styrede tropperne, da vi spillede pokalfinale mod AAB samme år. Spøgefuglen fra B1903, Kaj Lerby, var en ren bedemand sammenlignet med Ejner. Der var således ingen ende på hans påfund og gavtyvestreger, hvilket gjorde hverdagen til noget af en oplevelse.

Hans taktikmøder startede altid med " Axel, du tager dig af det nede i målet" (Axel Sørensen var den tids keeper, og straffeskytte) - og de sluttede altid med " det er jer der har støvlerne på- jeg kan ikke gøre mere". Samtidig havde han for vane at udpege en af modstanderholdets spillere som usædvanlig grim, og spillerne måtte love ikke at grine, når de kom i nærheden.

Vi havde på det tidspunkt en ca. 70-årig boldforvalter, Carlo Samsøe, som herskede nidkært i materialerummet. Ejner mødte op til træning og hentede bolde hos Carlo og startede med at spørge alvorligt, hvilket tryk, der var i dem. Carlo gav sig til at forklare, hvorefter der udspandt sig en samtale, hvor Ejner talte gedigent sort, som Carlo svarede beredvilligt på. Man var fuldstændigt ødelagt af grin, hvis man var så heldig at overvære seancen.

Vi spillede en meget vigtig kamp på Stadion mod Vanløse, og kom hurtigt foran. Ejner styrtede ind på banen og råbte: "dommer, dommer - fløjt det lort af". Dommeren kiggede målløs på ham og spurgte hvad der var galt. Hvortil svaret lød, at nu skulle vi ud og have nogen bajere for at fejre triumfen.

Jeg var seniorleder i hans periode, og dermed også holdleder.

Til LP-finalen i Parken stod der 1-1 da der manglede 5 minutter af ordinær spilletid. "Skrub op til Borch og hent nogle vand til spillerne før omkampen, knægt". Som sagt, så gjort, og da jeg kom tilbage til bænken med en kurvfuld vand og stillede dem foran ham, lød det tørt: " hva- faen skal du med dem knægt - kig op på resultattavlen" I mit fravær havde "skrækkelige Olfert", alias Børge Bach udnyttet et kiks i vores forsvar til at score til 2-1.

Resultatet var selvfølgelig i alle henseender uretfærdigt, dommeren var et sort svin, og vi var alle ulykkelige, men stolte over, som 3. divisionsklub at spille pokalfinale. Det skal som kuriosum bemærkes, at Ejner kom til os fra et job som ungdomslandsholdstræner i DBU.

Ejner sluttede sin karriere i Ballerup, hvor han blev tilbudt jobbet som kantinebestyrer, men han takkede nej, fordi han aldrig ville kunne nænne at sælge en bajer., som han sagde.

1. holdet klarede sig i starten fint under Paulis kyndige ledelse, hvilket også gav sig udtryk i 2. holdets præstationer. Holdet vandt i 1942 sjællandsmesterskabet i A-rækken med en meriterende sejr over Tuse Næs med 7-3. En kamp som åbenbart i alle måder har fortjent omtale, da den åbenbart var mere end epokegørende, hvilket måltallet også indicerer.

Det var vanskeligt under besættelsen at deltage i privatturneringer, og således måtte man afstå fra en række ellers højt skattede dyster mod modstandere hinsidan, med alt hvad det indebar af sociale goder. De var en slags forløbere for de senere så berømte Finlandsture.

Som kompensation for det, blev der arrangeret en pokalturnering mellem Tårbæk, LB, Brede og Skovshoved, et arrangement som først sluttede op i 50-erne. Turneringen livede kolossalt op i en mørk tid, og fik navnet "Firkantturneringen", med pokal, medaljer og hele hurlumhejet.

Ynglingeholdet vandt sjællandsmesterskabet i 1943, men Oskar Larsen beskriver besættelsestiden som en mørk tid - også for fodbolden, så da det omsider sluttede, nærmest synkront med faneindvielsen, blev livet atter værd at leve - også i Det Grønne Område.

Kommunen

Krigen og besættelsen bragte, lige som det var tilfældet i resten af landet, besværligheder for kommunen.

Rådhuset var blevet påbegyndt i 1939, og til alt held, var de fleste af materialerne blevet indkøbt. Det vanskeligste var kobbertaget, som man var bange for, ville skinne tyskerne for meget i øjnene. Kobber var selvfølgelig et efterspurgt materiale i våbenindustrien. Kommunen udviste stor kreativitet, og malede taget sort med kønrøg, så det kom til at ligne pap, hvorefter det overlevede tyskernes argusøjne.

Tyskerne havde i 1944, ved arrestationen af politiet, til hensigt at besætte politistationen, som lå i den ene ende af rådhuset. Da de ikke vidste, hvor stationen lå, spurgte de om vej fra forbipasserende på Hovedgaden. Her var man snarrådige, og henviste dem til Jernbanevej, hvor det civile statspoliti boede.

Det tog nogen tid med at finde frem. I mellemtiden nåede man at advare de rigtige betjente om den overhængende fare, således at kun nogle ganske få blev arresteret og sendt i KZ-lejr.

Til erstatning for politiet oprettede kommunen et vagtværn, hvor vores æresmedlem og stifter, Sophus Andersen blev indrulleret. Han tiltrådte som vagtleder i oktober 1944.

Det var i denne egenskab han var med til at afvæbne to Hipo-folk på Restaurant Lottenborg.

Restauratøren havde ringet og forklaret, at de to gentlemen optrådte provokerende, var uniformeret og tilsyneladende tungt bevæbnet. De havde revet de danske flag ned fra væggene og optrådte truende over for personalet. 5 mand fra vagttjenesten afvæbnede ballademagerne, hvorunder Sophus Andersen var i korporligt slagsmål. De blev bragt til arresten, men der kom kontraordre om at løslade dem.

En lastvogn fyldt med Hipo-folk dukkede op dagen efter på kontoret, og truede med repressalier. Derefter gennemsøgte de området for benzin, men fandt heldigvis ikke lageret, som var godt gemt væk.

I denne sammenhæng kommer man ikke uden om Georg Ferdinand Duckwitz.

Han opholdt sig i Danmark i perioden 1939-46 som tysk skibsfartskyndig. Han residerede i det meste af tiden på Friboeshvile, hvor stadsarkivet i dag har til huse. Han skal nævnes fordi han opnåede et nært forhold til Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark. Werner Best var manden der effektuerede jødearrestationerne i landet.

Som følge af det nære forhold de to tyskere i mellem, var Duckwitz af Best informeret om det forestående overgreb på jøderne. Duckwitz var således manden der informerede den danske modstandsbevægelse om den forestående aktion, så jøderne blev advaret, og i stort tal kunne flygte til Sverige, som tidligere nævnt, også godt hjulpet af Lyngby-gruppen.

Besættelsen satte således sin tydelige spor på livet i LB og kommunen. Men i betragtning af, hvad der skete i resten af verden, må det siges, at det var nådigt sluppet.

Bogen vil blive solgt gennem Lyngby Boldklubs webshop til en pris af 200 kroner.

arrow 100 år med Lyngby Boldklub: En foregangsklub for børnefodbolden
30. marts 2021 kl. 18:30 Opdateret: kl. 11:47
Regeringen overvejer mulighed for bilfrie søndage. Er det en god idé?