Hvad bliver muligt, når jobcentrene åbner igen?
Det er et spørgsmål, som mange er optaget af. Vi skal ikke tilbage til det samme som før corona-krisen. Den 11. marts lukkede jobcentrene ned, medarbejderne blev sendt hjem, og alle fysiske møder med borgere blev udsat på ubestemt tid.
I mellemtiden er antallet af arbejdsløse steget til mere end 177.000 personer, og dette tal vil sikkert stige yderligere. Jobcentrene vil komme til at stå over for en kæmpe opgave, der kræver en gentænkning af arbejdsmetoder.
Kommunernes Landsforening er på vej med en plan, der indebærer, at fysisk fremmøde ikke længere skal være en grundsten i beskæftigelsesindsatsen, og at en lang række regler og krav skal suspenderes for resten af 2020.
I Rudersdal Kommune er man allerede i gang med radikale forandringer: Samtaler med borgere er gjort frivillige og foregår på telefon eller f.eks. Skype. Kravet om fysisk fremmøde er af gode grunde annulleret, hvilket betyder, at borgere ikke bliver sanktioneret for mangel på fremmøde og får deres ydelse reduceret.
Samtalerne mellem borger og sagsbehandler tager udgangspunkt i, hvad borgeren finder relevant i forhold til at komme tættere på job, uddannelse og et bedre liv.
Områdechefen for beskæftigelse, erhverv og integration i Rudersdal Kommune, Martha Ahlmann, fortæller i et interview, at de frivillige rammer fører til en langt bedre kvalitet i dialogen og for nogle borgere hyppigere og mere givende samtaler. Når den tunge dyne af krav og regler bliver fjernet, får medarbejderne bedre muligheder for at bruge deres faglighed. Ren win-win: mere relevans for borgeren og større faglig stolthed for medarbejderen.
Coronakrisen er skidt for meget og mange, men den åbner også for nye muligheder. Socialpolitisk Forum i Gentofte håber, at alle kommuner fortsætter ad samme spor som Rudersdal Kommune. Også Gentofte Kommune.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
