
Af Brita Bastogi, grevinde Breelteparken 203, Hørsholm:
Der har været flere klager i denne avis om parkering i Kongevejscentret - og det er da heller ingen tvivl om, at en parkering på fire timer - som ingen har brug for der - ja, den er kun for at give dummebøder. Drop den dog!
Ligeledes i Hørsholm Midtpunkt. De nye regler er til gene - både for de besøgende, dvs de svage udi IT, og skader f.eks Trommen.
De fleste af os kan godt klare indkøbene inden for de to timer, vi nu har fået afstået. Men det er virkelig mærkeligt, at Handelsstandsforeningen ønsker at skade medlemmer af standen.
Hvis man efter indkøb også har lyst til en kop kaffe, en middag - en film, ja så kan man godt glemme det, hvis man er IT-analfabet, og det er der mange af os gamle, der er.
Ja, i øvrigt ikke kun os gamle. Som en ven sagde, da jeg beklagede mig, det er da mange i alle aldre, der har det svært med IT. Så drop dog de fjollede parkeringsregler, hvor pengene kun går til et eller andet firma. Det støtter hverken forretningerne eller kunderne.
Hørsholm praler af, hvor godt de tager sig af de gamle. Så jeg synes de skulle tage fat i, hvad det betyder, at man kun kan komme til arrangementer på biblioteket, hvis man bestiller billet via internet. Det betyder mange ikke har en chance for at komme.
Det er rigtigt, man kan købe/få billet i biografens åbningstider. Problemet er, at de ofte først åbner ud på eftermiddagen - og med forskellige åbningstider. Så mange går forgæves, når de foretager deres indkøb og alligevel er på biblioteket.
Hvis der skal være nogen mening i galskaben, så må funktionen med billetter til bibliotekets arrangementer tilbage til biblioteket.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her