24. november 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hverken bureaukrati eller overforbrug!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hverken bureaukrati eller overforbrug!
Debat Taastrup - 19. april 2017 kl. 12:58
Af Michael Ziegler, Borgmester (K)
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Borgmesteren har 'tilsyneladende overhovedet ikke fokus på at trimme sin egen organisation!' Sådan konkluderer byrådskandidat fra Venstre, Rene Fredborg Nielsen (RFN), i sit læserbrev i sidste uge på baggrund af, at Høje-Taastrup angiveligt skulle have flere ledelseslag end andre kommuner på Vestegnen. Læserbrevet er både overraskende i sit angreb og faktuelt forkert i sit indhold.

Overraskende fordi Venstre har haft en central rolle i byrådet i min borgmestertid, og har været med i alle budgetforlig på nær ét. En kritik af mit 'manglende' fokus på at trimme organisationen bliver dermed også til en kritik af Venstres byrådsgrupper i de sidste 11 år, hvilket jeg mener er helt uretfærdigt i forhold til det fælles fokus, vi har haft på at slanke det administrative lag og ledelseslaget.

Læserbrevets konklusion er nemlig lodret forkert.

Bare i perioden fra 2013 til 2016 er antallet af ledere i Høje-Taastrup Kommune nedbragt med 12%, nemlig fra 264 til 233. Et klart udtryk for, at vi har fokus på at prioritere kerneopgaven og undgå unødvendige ledelseslag og administration.

Økonomi- og indenrigsministeriets nøgletal understøtter dette. Antallet af årsværk brugt til ledelse og administration ligger i den lave ende i Høje-Taastrup Kommune sammenlignet med andre. Vi brugte 15,4 årsværk til ledelse og administration i 2016 pr 1.000 indbyggere. I gennemsnit brugte Vestegnskommunerne 17,1 årsværk pr 1.000 indbyggere. Og vi er faktisk den Vestegnskommune, som bruger det tredjefærreste antal årsværk på ledelse og administration! Så de faktuelle tal dokumenterer, at det forholder sig lige modsat af, hvad RFN skriver og konkluderer.

Tallene er ikke tilfældige. Når vi lægger budgetter i Høje-Taastrup har vi nemlig ALTID fokus på, om vi kan gøre tingene smartere, undgå unødig administration og slanke ledelseslag, så vi kan frigøre penge til de borgervendte kerneopgaver. Og det er faktisk et fokus, som alle byrådets partier har.

Afslutningsvis er jeg nødt til at sige, at jeg undrer mig over, at en kandidat til byrådet i Høje-Taastrup på baggrund af én samtale med én leder på ét område, drager så forhastede og fejlagtige konklusioner. Det er et temmelig tyndt grundlag. Vi har ikke 4 ledelseslag i Høje-Taastrup Kommune og andre kommuner kun 3, som det hævdes. Antallet af ledelseslag i såvel Høje-Taastrup som andre kommuner afhænger af fagområdernes størrelse. Jo flere medarbejdere på et fagområde, jo flere ledere er man også nødt til at have.