5. marts 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Hvad er det med den Sjælsøhal?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Hvad er det med den Sjælsøhal?

Af Mona Madsen (L)
Kommunalbestyrelsesmedlem

Debat Rudersdal - 17. februar 2021 kl. 09:05

Sjælsøhallen ligger i et naturskønt område med udsigt over Sjælsø. Den blev oprindelig opført som beboelse med tilhørende ridehal, men har siden kommunens overtagelse rummet idrætsaktiviteter, og desuden været brugt til varierende børne-institutionsformål. Bygningen er tilsluttet fjernvarme, men der er også etableret strålevarme samt nyt ventilationsanlæg omkring 2013. Taget er også repareret inden for de seneste år.

I 2015 havde kulturforvaltningen planer om at omdanne hallen til kampsportscenter. Der var afsat omkring 3,5 million kroner til renovering og ombygning.

Den idé holdt ikke, så i 2018 foreslog kulturforvaltningen i stedet, at der skulle arbejdes på at gøre hallen til center for gymnastik, dans m.m. Altså var hallen for ganske få år siden ikke vurderet som nedrivningsmoden.

Så kom der sparetider, og en målsætning om at reducere kommunens bygningsmasse med 10 procent. Som led i den øvelse foreslog forvaltningen i september 2019, at Sjælsøhallen skulle afstås - til nedrivning. Jeg foreslog, at vi ventede til det var afklaret hvordan de nuværende brugere kunne genhuses, men blev stemt ned.

For nylig fik Kultur- og Fritidsudvalget tilsendt et meget spændende forslag fra en foreningsformand, som med arkitekthjælp har opridset hvordan hallen kunne omdannes til borgerdrevet facilitet - en slags medborgerhus, der også kunne fungere som støttepunkt for flere outdoor-foreninger i området. Det blev ikke taget op til politisk behandling - for "nu har vi jo afgivet ejendommen..."

Ifølge den gældende lokalplan må landzoneområdet, hvor Sjælsøhallen ligger, kun bruges til kultur- og fritidsformål. Det har dog ikke hindret, at hallen igennem årene har huset skolefritidsordninger og børnehaver - p.t. er det børnehuset Nordvanggårdsvej, som er på midlertidigt ophold, og efter dem kommer børnehaven Smørhullet, hvis bygninger også skal renoveres. Stedet er altså en rigtig nyttig "buffer" for børneområdet, som kan blive svær at undvære.

Og hovsa: ved udgangen af 2020 var der 100 flere 0-5årige end prognoserne havde forudset - heraf mange i Birkerød-området - og forvaltningen regner med, at stigningen vil fortsætte. Så der mangler allerede nu rigtig mange institutionspladser i Birkerød, og forvaltningen har indtil for nylig ikke kunnet se nogen som helst andre muligheder end bygning af nyt børnehus på Sjælsøgrunden. På seneste Børne- og Skoleudvalgsmøde kom der dog en helt overraskende melding: Eftersom Sjælsøhallen faktisk ikke kan undværes før engang hen mod 2024, kan vi i stedet leje os ind i et af regionens ubrugte huse i Ebberød! Det kan for under en million indrettes til at rumme 36 vuggestuepladser, fortæller sagsteksten. Og den årlige husleje til regionen vil være under 400.000 kroner.

I LokalListen undrer vi os over, at den mulighed ikke har været fremme før. Og når vi kan leje og nyindrette et hus i Ebberød for 2,5 år - hvorfor kan vi så ikke langtidsleje eller købe huset? Vi har også fundet ud af, at regionen har flere ubrugte huse i Ebberød, som kommunen har forkøbsret til. Hvorfor har det ikke været inde i drøftelserne? Måske er der også en grund på Karpevænget, tæt ved børnehuset Kastaniebakken, som man kunne bygge på.

At byggeprojektet nu måtte udskydes, giver tid til at overveje foreningernes kreative forslag om fremtidig brug af Sjælsøhallen, og samtidig overveje om, det vil være klogt at bevare den som nødinstitution. Lokallisten foreslog at undersøge alternativerne nærmere, men blev blankt afvist af samtlige andre partier, senest på Økonomiudvalgsmødet 10. februar.

Det er forstemmende gang på gang at opleve, at vi som politikere ledes til at tage beslutninger på ufuldstændige grundlag. Og trist, at der ikke er politisk mod hos flertallet til at tage sager op til genovervejelse, når det viser sig at forudsætningerne var tvivlsomme. I Lokallisten inviterer vi til en bred politisk gentænkning - hvor vi måske sammen kan finde bedre løsninger på de aktuelle udfordringer.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?