11. juli 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Blomstergate eller: Kender du det?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Blomstergate eller: Kender du det?

Af Daniel Friis-Pieper
Langkærgaardsvej 22
3460 Birkerød

Debat Rudersdal Avis - 28. maj 2020 kl. 08:51
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Blomstergate bliver efterhånden mere og mere interessant at følge. I korte træk handler sagen om, at borgmester Jens Ive stik imod styrelsesvedtægten for Rudersdal Kommune har afholdt en udgift til indkøb af blomsterbuketter til plejehjemsbeboere "uden fornøden bevilling", som det hedder i styrelsesvedtægtens § 5. Dette er faldet kommunalbestyrelsesmedlemmet Mona Madsen for brystet, og hun har i læserbrevsindlægget "Betænkelig borgmesteradfærd" i Ruderdal Avis 13. maj redegjort sagligt og lødigt for, hvori problemet består.

I stedet for at få Jens Ives lige så saglige og lødige svar på Mona Madsens kritik, bragte Rudersdal Avis i sidste uge Jesper Winther Andersens (JWA) polemik omkring, hvor skønt det er at bo i en kommune, der har hjerterum og pengepung til at tænke på de ældre medborgere i en svær tid ("Åh Mona Mona Mona...", Rudersdal Avis 20. maj). Til trods for det er underholdende læsning, så er det en komplet fejlrepræsentation af problemet, JWA bringer til torvs. Det handler ikke om "handlekraft og medmenneskelighed", men om at der er nogle vedtægter, der skal overholdes. Disse vedtægter kan man ikke som borgmester sætte på standby efter forgodtbefindende.

I sin affejning af Mona Madsens argument henviser JWA i sit læserbrev til "hvordan regeringen fik sat gældende regler på standby". Sammenligningen her er dog også fejlagtig. Patientrettighederne blev suspenderet via en hastelov vedtaget i Folketinget. Det var ikke Mette Frederiksen, der via et video-orienteringsmøde fik nogle af de øvrige partilederes tilslutning til, at hospitalsvæsenet bare kunne stoppe med at leve op til kravene.

Vi mangler derfor stadig Jens Ives svar på, om han selv mener, han har levet op til styrelsesvedtægtens § 5 eller om han mener, han er i sin gode ret til som borgmester at se gennem fingre med styrelsesvedtægten. Det kunne også være interessant at nå til bunds i, om Jens Ive negligerer delegationsplanen, som Mona Madsen hævder i læserbrevet "Betænkelig borgmesteradfærd."

Det samlede billede tangerer lidt bykongemanerer og giver mindelser om borgmester Brixtofte i daværende Farum Kommune... "Kender du det?", som Søren Kragh-Jacobsen kaldte sin sang om Mona.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?