10. april 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ja, det er barskt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ja, det er barskt
Debat Odsherred - 14. januar 2020 kl. 14:19
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tvangsfjernelser

Af Jette Sloth, byrådsmedlem (S) Odsherred Kommune

Det er barskt at være dem, der tager beslutningen om en så voldsom indgribende magtanvendelse, det er at tvangsfjerne et barn fra deres biologiske forældre.

Jeg kan tydeligt huske den første gang, jeg som nyudnævnt byrådsmedlem og som nytiltrådt formand for Det særlige børne- og ungeudvalg skulle træffe beslutningen om, et barn skulle tvangsfjernes eller ej, og hvor jeg efterfølgende havde mange tanker om min egen tilstrækkelighed i sådanne beslutninger. Jeg kan huske, at jeg ringede til en af mine nærmeste for råd og blev her bekræftet i min styrke, empati og livserfaring, samtidig med at jeg fik det råd om altid at træffe beslutningen ud fra, hvad der er bedst for barnet - om altid være på barnets side, hvad end det besluttes om barnet skal blive hos deres forældre, eller om barnet skal tvangsfjernes.

Så når vores Statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale erklærer, at hun altid vil være på børnenes side, er jeg enig.

Det vi skal huske, i det forløb der går forud, er, at der ikke er en person, der alene træffe beslutningen og ud fra sagens agter kan også læses de forebyggende foranstaltninger, der er gået forud. Før beslutningen træffes er der rigtig mange øjne, der har været inde over sagen. Alene i Det særlige børne- og ungeudvalg, sidder to børnepsykologer, to politiker (lægmænd), en jurist og en dommer.

Det bedste liv
Vi må aldrig lukke øjnene for, at der er forældre, der har svært ved at tage vare på deres barn, og at der er forældre, der har svært ved at give barnet den trygge opvækst, ethvert barn fortjener, for at få muligheden for at skabe deres eget liv - det bedste liv.

Jeg vil ikke lukke øjnene og vil altid være på barnets side, også fordi jeg ved, at jeg vil få svært ved at se mig selv i øjnene, hvis jeg om en 10-15 år skulle møde en skadet og ødelagt ung, som jeg kunne have gjort en meningsfuld forskel for, mens tid og muligheden var.