
Jeg har den store glæde at være bonus-mor til to nu voksne drenge.
Jeg har gennem min del af de to drenges opdrag lagt vægt på værdier, som deres ret til at sige fra, hvis de oplevede noget i skolen eller ved deres sport, som de ikke syntes om.
Jeg har vist dem, at ærlighed og ordentlighed er to væsentlige egenskaber i deres kontakt med kammerater, familie eller andre mennesker.
Da de fyldte atten og deres stemmeseddel kom i postkassen, talte vi om vigtigheden af at afgive sin stemme også i det store demokratiske billede.
Jeg belærte dem, at det ikke er alle beskåret at have den ret, som vi har i vores eget land. Og den rettighed skal de have respekt for.
Jeg har aldrig overvejet, hvorvidt det værdisæt, som jeg og drengenes forældre eller bedsteforældre har praktiseret, kunne betvivles. Jeg har taget det for givet og ikke haft nærmere bevidste tanker om hverken Grundlov eller demokratiske rettigheder - ikke før nu.
De sidste ugers hændelser, har i høj grad sat min egen tillid og tro på borgerrettigheder og muligheder for indflydelse på nul.
Og nu er jeg oprigtigt bekymret. Skal det være det nye normale, at politikerne kan tage beslutninger uden skelen til borgernes rettigheder? Bliver det nu en almindelighed, at den enkelte borgers rettigheder kan blive tilsidesat for et højere mål?
Jeg vil ikke styres af frygt og panikbeslutninger, og jeg vil slet ikke lulles ind i en døs af normalitet gennem manipuleret retorik, hvor mine eller mine medborgers rettigheder bliver sat ud af spil.
Siden foråret har det været folkesundheden og samfundssind, der har overtrumfet alle stemmer eller kritiske røster. Hvad bliver det næste?
Vi skal passe på hinanden. Vi spritter hænder, holder afstand og går nu også med mundbind. Men vi skal også hjælpe hinanden med at være vågne og sørge for, at vores politikere er vågne - og det må gælde uanset, hvor på den politiske perlekæde, vi befinder os.
Jeg vil ikke give køb på de værdier, jeg har været med til at lære mine to drenge. Og hvad skal jeg sige til mine to børnebørn? Hvordan skal jeg nogensinde blive en autentiske og troværdig farmor, hvis det samfund, jeg er en del af, lader de grundlæggende rettigheder for deres borgere sejle?
Så jeg har en bøn - lad os hjælpe hinanden med at holde grundstenen i vores demokrati hel. Lad os være vågne og holde vores politikere op på det ansvar, de har overfor os som borgere, uanset partifarve.
Slutteligt vil jeg gerne sige tak til alle der har sendt os hilsner og blomster de sidste uger, det er helt overvældende med jeres opbakning. Tak!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her