
I Sjællandske (6. januar 2021) oplyser byrådsmedlem og tidligere havneformand Per Sørensen (S), at han har 35 års byrådsjubilæum. Tillykke med det.
Det fremgår, at Per Sørensen har mod på flere år i byrådet, men det fremgår ikke, om det fortsat skal være i socialdemokratiet. Han synes at have nogle dragninger mod Radikale Venstre. Men det drejer sig ikke om at lukke havnen, det drejer sig om at finde den rette balance mellem havnemuligheder og risici.
Per Sørensen har en farverig karriere. Mogens Lorentzen (Sjællandske, sn.dk) bragte i 2010 en artikel over emnet: Ny mole, ny marina, 200 lystbåde og turistmagnet. Per Sørensens begejstring nåede store højder ved indvielsen i Karrebæksminde. I 2014 ønskede havnebestyrelsen, at DLG siloen skulle rives ned, da den kun tjente som antenne. Her var Per Sørensen også fremsynet.
I 2017 var der en livlig debat om Karolinhuset, der skulle nedrives og tjene erhvervsmæssige formål. Per Sørensen tog erhvervshavnens parti. Reaktionen kom prompte i form af Bevaringsforeningens mediestunt om Olsen-banden og Egon Olsens syn på socialdemokraterne. Kort før kommunevalget i 2017 dristede Per Sørensen sig til i Næstved Netavis at sige, at han var overbevist om, at der også i det nye byråd vil være et stort massivt flertal for, at vi skal have erhvervshavn i Næstved.
Den 28.august 2018 blev Havnens midlertidige ejerstrategi vedtaget. Men hvor længe kan noget midlertidigt være midlertidigt? Der synes at være en strukturel kontinuitet i havnetrenden mellem perioden 2010-20 og Masterplanen 2020-2050. Se fremad Per Sørensen, løsningen ligger ikke i en gammel støvet lov om den kommunale havn, men om det fremtidssyn, der ligger i forarbejderne til den ny havnelov. Opfordringen i jubilæumsåret og for dit fremtidige virke skal lyde: Ro ro ro din båd, tag din åre fat.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her