Helt enig i overskriften. Men hvem gør noget ved det? Ikke Næstved Kommune.
Mit barnebarn på 10 mdr. udviklede sig ikke tilfredsstillende. Så i 2015 kom mor og barn derud - til Holmegaardshuset. Her skulle de ydes hjælp og støtte. Men det var det modsatte de fik. Her søger de kun efter fejl, kritiserer, manipulerer, lyver og tager al selvtillid fra mødrene.
Forinden havde min datter gået til jævnlig kontrol på sygehuset med mit barnebarn. Og til ergoterapeut og to kiropraktorer. I Holmegaardshuset blev al den igangsatte behandling, nu taget fra ham, for de vidste bedre.
Dagen inden en operation på Skejby, aflyste Gerda Bejder (leder af Holmegaardshuse. red.) den. De havde lovet os at bestille tid hos en kiropraktor i Sorø, som skulle være virkelig dygtig. Først efter to og en halv måneders ophold kom de dertil. Kiropraktoren sagde, at han aldrig før havde set så låst en skulder og kraveben, og at det stammede fra fosterstadiet. Efter fire - fem behandlinger kunne han kravle, rejse sig op og gå ved gåvogn. Nu troede vi, at der var fundet en forklaring på den dårlige trivsel. Men nej, så let slipper Gerda Bejder ikke en god indtægtskilde.
På grund af rapporter der var fulde af fejl, usandheder og dårlig sagsbehandling, blev mit barnebarn fjernet. Kort efter fik min datter besked fra sygehuset, at en scanning viste en cyste på 2,5 gange 4 cm i hans hjerne, og at den kunne have haft betydning for hans motoriske udvikling.
Under dette forløb har jeg klaget tre-fire gange til Socialtilsyn Øst, skrevet til sagsbehandler, de to politikere der deltog ved mødet, da han blev fjernet, Center for Børn og Unge og borgmesteren. Intet ændrede vores sag.
Efter et års kamp og nye undersøgelser, som ikke fandt grund til fjernelsen, kom han hjem. Men hvilken betydning har disse 17 mdr. haft på han første tre år?
Gerda Bejder mener, at den er en lille kerne, der kritiserer. Dertil vil jeg sige: Vi er rigtig, rigtig mange. Men desværre er der også mange, der ikke tør, da de er bange for, at det vil gå ud over deres børn. Hvor mange børn skal have ødelagt deres liv derude, spørger jeg?
Svar:
På grund af tavshedspligt er det ikke muligt at kommentere på konkrete sager. Det er ikke Holmegaardshuset som anbringer børn, det gør den kommune hvor barnet kommer fra, og det er ligeledes kommunen som træffer beslutning om hvorvidt et barn skal anbringes. Holmegaardshuset er et specialiseret opholdssted for børn, unge og familier. Opgaven er at løse og udrede de problemstillinger som er bestilt, og beskrevet, af en kommune.
Det er meget komplekse og sårbare sager med mange hensyn til både børn, forældre og pårørende. Vi arbejder for at skabe et sundt samarbejde med forældre og pårørende. Fokus er, at hensynet til barnet kommer først.
Gerda Bejder
forstander
Holmegaardshuset
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her