20. oktober 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Venstre vil have indflydelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstre vil have indflydelse
Debat Midtsjællands Folkeblad - 02. oktober 2018 kl. 09:23
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

25. september blev der indgået en budgetaftale for 2019-2022 mellem alle partier i Lejre kommunalbestyrelse på nær Enhedslisten. Det er rigtig godt, at der er en massiv opbakning til vores fælles budget.

I perioden 2011 til 2016 var der et samlet underskud på Lejre kommunes driftsbudget på 70 mio. kr. De mange almene boliger, som der er og vil blive bygget i disse år betyder, at kommunens kassebeholdning er blevet drænet for 26 mio. kr., da det er sådan, at kommunen betaler 10% af byggesummen til almene boliger. Disse knap 100 mio. kr. mangler selvsagt i kommunens kasse, og dette er hovedårsagen til, at Lejre kommunes økonomi er voldsomt presset rent likviditetsmæssigt.

Heldigvis blev der strammet voldsomt op på økonomien tilbage i 2016, som har betydet, at der siden har været balance mellem indtægter og udgifter på driftsbudgettet. Men det har dog været på bekostning af, at der ikke har været penge nok til at vedlige vores kommunale bygninger og institutioner tilstrækkeligt, så der er tale om en reel nedslidning. Det viser en rapport også, der siger, at hvis alle vores haller, skoler, daginstitutioner m. fl. skulle vedligeholdes og renoveres, så de var up to date, så skal der bruges ca. 100 mio. kr.

Samtidig har der i de tidligere års budgetter ikke været penge nok til nye anlæg. Som eksempel er der hårdt brug for at bygge nye daginstitutioner, flere demensboliger, og ligeledes er der flere af vores haller og skoler, der "skriger" på dels renoveringer, men i høj grad også på om/ -tilbygninger, så de kan leve op til nutidens krav.

Derfor var det en tvungen opgave, at vi til dette års budgetforhandlinger skulle finde besparelser og effektiviseringer på driftsbudgettet for minimum 25 mio. kr. pr. år.

Dette er lykkedes i den netop indgåede budgetaftale, og det betyder, at vi nu har 100 mio. kr. ekstra over den næste 4 årige periode til at kunne bygge daginstitutioner, ældreboliger og renovere øvrige kommunale institutioner og bygninger.

I aftaleteksten til budgetaftalen står der, at aftaleparterne er enige om, af alle væsentlige ændringer, der vedrører den samlede økonomi i Lejre kommune i denne valgperiode, alene kan ske ved enstemmighed mellem parterne.

Med denne formulering er Venstre sikret maksimal indflydelse på udviklingen i Lejre, og det har været helt afgørende for, at Venstre er en del af budgetaftalen for 2019-2022

Carsten Helles Rasmussen, Venstre, Medlem af kb. Lejre