14. december 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Takt og Tone

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Takt og Tone
Debat Midtsjællands Folkeblad - 01. august 2017 kl. 11:50
Af Stina Lund
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vi trænger til en debat om, hvordan vi taler til og med hinanden i lokalpolitiske spørgsmål. Jeg har selv været på scenen i en del år, og man vænner sig naturligvis gradvist til lidt af hvert. Jeg har gennem årene heldigvis kun oplevet få tilfælde, hvor en borger, der ikke havde kendskab til mig som privatperson, alligevel tillod sig at sige eller skrive sin uforbeholdne mening om mig som menneske. Det er stærkt ubehageligt, når det sker.
Men tiderne skifter, og med de nye hurtige medier som f.eks. Facebook, er det min oplevelse, at tonen har en stigende tendens til at blive både mere hård, perfid og personlig. Der mangler simpelthen det filter, der skal sikre en ordentlig og respektfuld omgangstone.
Vi kender det sikkert alle sammen. Man kan i et ophidset øjeblik føle trang til at give sin uforbeholdne mening om en eller anden tilkende – også nogen gange i lidet flatterende vendinger. Men heldigvis har de fleste af os lært at tage en dyb indånding, inden det kommer til udtryk.
I arbejdet med at få opstillet en lokalliste til kommunevalget i november, støder jeg på konsekvensen af problemet. Mange har faktisk både lyst og vilje til at tage del i ansvaret for det lokale folkestyre, men netop tonen og risikoen for at blive hængt ud og svinet til, afholder flere fra at tage det afgørende skridt.
Det er rigtig skidt, for vi trænger i den grad til, at flere tager aktivt del i at få vores kommune på rette spor. Vi har alle brug for folk med visioner og engagement, som vil stille sig til rådighed i og for det lokale folkestyre.
Og hvis vi kigger på partiernes kandidatlister til kommunalvalget i november, kan vi se, at der ikke ligefrem er rift om pladserne. Det er muligt for ethvert parti at opstille 35 kandidater, og det er der ingen, der kommer i nærheden af.
Der er helt sikkert også andre faktorer, der spiller ind, men det er ganske gratis at tale og udtrykke sig ordentligt og holde sig til sagen i debatten i det offentlige rum.

Sine Agerholm, byrådsmedlem for Lokallisten for hele Holbæk Kommune