9. august 2020
Tomas Lindholm, Præst i Strandvejskirken, Humlebæk. Arkivfoto.
Tomas Lindholm, Præst i Strandvejskirken, Humlebæk. Arkivfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: PRÆSTEKLUMME: For at statuere et eksempel på kærlighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

PRÆSTEKLUMME: For at statuere et eksempel på kærlighed
Debat Lokalavisen Uge-Nyt Fredensborg - 12. juli 2020 kl. 06:00
Af Tomas Lindholm, Præst i Strandvejskirken, Humlebæk
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For tiden væltes der statuer rundt omkring i verden - det har vi gjort med jævne mellemrum, når der er nye virkeligheden som vi bliver ramt af. Jeg skal ikke argumentere for eller imod væltning af statuer - jeg har mere lyst til at lede efter grunden til at de blev rejst i første omgang. Hvem er det der har på virket vores historie så meget, at vedkomne fortjener en afstøbning af sit korpus i noget der minimum er størrelsesforhold en til en?

Statuer er samfundets måde at fremhæve mennesker vi ser særligt meget op til - På samme facon som idolplakater på et teenage-værelse i midt-firserne. Får man sin egen statue skyldes det at man har gjort noget bemærkelsesværdigt. Med et blik på statuen, skulle vi tænke "sådan ville vi også gerne være", og selvfølgelig er smag og behag forskelligt. Men hvis der pludselig viste sig at være en anden historie bag plakaten end vi vidste om, så røg den ned.

Op gennem tiden har det været helt almindeligt at man fjernede statuer af mennesker eller guder som ikke længere levede op til den piedestal man havde sat dem på.

Som det viste sig med de helte der vandt Tour De France (i hvert fald midt i 90erne), så var deres bedrifter ikke helt så fantastiske - fordi de faktisk havde snydt. De havde fundet en genvej til sejren. Sådan har historien også afsløret nogle af vores tidligere "helte" og dermed stiller det spørgsmål ved deres status eller statue.

Skal vi stadig kigge på statuer af mennesker der grundlagde dele af vores land, når de gjorde det ved undertrykkelse eller slavearbejde? Er deres projekt fortsat forbilledlig, eller er det tværtimod et udtryk for forfalden moral at vi ikke fratager dem sejren?

Måske kan statuerne være med til at minde os om at der er flere sider af historien. Og at mens de måske symboliserer bedrift, så er de også vidner om forfalden moral. Selv Christian den fjerdes korpulente statue, virker ikke helt så ophøjet som han nok selv ville have drømt om. Med historien har vi fået et mere nuanceret billede af en mand, som godt nok formåede at sætte et aftryk, men som ikke altid var sympatisk eller forbilledlig.

Den slags kommer ikke bag på mig - At der findes skyggesider i mennesker og i samfundet. Kirkens budskab er faktisk at alle mennesker rummer noget ondt. At vilkåret for os alle er at vi kommer til kort. Men samtidig er budskabet også at Guds kærlighed er langt større end vores fejl, og at hans kærlighed rummer selv mennesker som ikke har fortjent det. Når vi læser om Jesus, beskrives han netop som én der opsøgte dem som ellers ikke blev regnet for noget.

Vi har aldrig været særligt gode til at lave statuer af Jesus, og problemet er nok netop at det er et statisk billede - og at vi forsøger at få ham til at ligne os. Måske skulle vi droppe de forsøg og i stedet, fokusere på personen bag.

På samme måde rummer statuer omkring os historier som både fortæller om fremgang og forfald - og sjældent et helt rigtigt billede af virkeligheden.

I Guds rige er kærlighed ikke en præmie for god opførsel eller for at have opnået noget særligt. Vi bliver ikke sat på en piedestal eller foreviget i en evig stillestående positur. Vi bliver rummet og favnet, med både det gode og det dårlige vi indeholder.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?