18. september 2020
Britt Holmgaard, Virksomhedschef, Friplejehjemmet Lærkevej
Britt Holmgaard, Virksomhedschef, Friplejehjemmet Lærkevej
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Lad os fokusere på de ældre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Lad os fokusere på de ældre
Debat Lokalavisen Frederikssund - 13. september 2020 kl. 08:10
Af Britt Holmgaard, Virksomhedschef, Friplejehjemmet Lærkevej Lærkevej 11, 3600 Frederikssund
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I et debatindlæg i Lokalavisen skriver personalet i Hus B, at de er kede af, hvis Omsorgscentret Pedershave skal lukkes. De mener, det kan være konsekvensen af det netop indgåede budgetforlig i Frederikssund Byråd.

Det tilkommer ikke os på friplejehjemmet Lærkevej at blande os i de politiske forhandlinger. Vi har altid respekt for de svære beslutninger, som politikerne skal træffe, når det økonomiske puslespil skal lægges i kommunerne.

Men vi er kede af, at personalet på Pedershave inddrager os på friplejehjemmet Lærkevej i deres frustrationer. Den konflikt fortjener vores medarbejdere og beboere ikke at være en del af, og jeg vil gerne benytte lejligheden til igen at tilbagevise et par misforståelser og vildfarne påstande om Lærkevej.

Som friplejehjem modtager vi fra Frederikssund Kommune et beløb for hver beboer. Dette beløb er fuldstændig identisk med det beløb, som kommunen bevilger til de kommunale plejehjem. Vi oplever til vores glæde, at der er mange, der søger til Lærkevej – også fra andre kommuner. Det tager vi som udtryk for, at vi gør noget godt for de ældre. Og det er jo netop dét, vi som plejepersonale glæder os til at gøre, hver morgen, når vi står op.

Friplejehjemmet Lærkevej er et alternativ til de kommunale plejecentre. Vi er en del af den nordiske velfærdsvirksomhed Attendo, der har årtiers erfaring i pleje og omsorg. At påstå, at vi skulle være tæt på konkurs, er grebet ud af den blå luft og har naturligvis intet på sig.

Det er i øvrigt også forkert, når det anføres, at vi har fået ”anmærkninger fra embedslægerne gange flere”. Efter opstarten sidste år var der en række procedurer, der skulle på plads. Det havde vi et godt og konstruktivt samarbejde med Frederikssund Kommune om.

I januar modtog vi en anmærkning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der gik på: ”fejl og mangler i den sundhedsfaglige journalføring, som kunne tilskrives ansvars- og opgavefordelingen mellem Frederikssund Kommune og friplejehjemmet Lærkevej”.

Sammen med Frederikssund Kommune evaluerer vi løbende, hvad vi hver især kan gøre bedre. Og det samarbejde oplever vi som godt. Vi forestiller os, at det er nøjagtig det samme man gør på de kommunale plejehjem.

Hvad er grunden til, at personalet på Pedershave skal udskamme deres kolleger på Lærkevej og tale dårligt om mange beboeres hjem? Ville de gøre det, hvis det var et andet kommunalt ejet plejehjem, som oplevede stor søgning fra borgere og pårørende? Det håber jeg virkelig ikke!

På Lærkevej har vi stor respekt for vores kolleger på de kommunale plejehjem. Vi synes, vi har en fælles opgave i at levere kompetent og kærlig pleje til vores ældre medborgere – og ikke at skabe konflikt mellem hinanden. Så lad os fokusere på de ældre.

Det fortjener de!

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?